Følgende beretning er nedfældet af Beate Neergaard, enke efter filmkritiker og forfatter Ebbe Neergaard (1901-1957). Ebbe og Beate Neergaard mødte Dreyer i Berlin i 1930, hvor Neergaard var ansat som lektor ved universitetet. Dreyer, som på det tidspunkt opholdt sig i Berlin for at lave lydefterarbejdet til Vampyr, blev en hyppig gæst i ægteparret Neergaards hjem. Her introducerede de ham for én af deres gode venner, arkitekt Børge Nielsen, som på den måde kom til at arbejde for Dreyer. Beate Neergaard har langt senere bedt Børge Nielsen om nøje at forsøge at erindre, hvordan deres samarbejde forløb, og hun har nedskrevet følgende beretning, som her gengives ordret (et par enkelte slåfejl er dog rettet). Beretningen er dateret d. 4. juni 1965, Kbhvn. Parentesen midt i Børge Nielsens beretning er Beate Neergaards tilføjelse.
Børge Nielsens beretning:
"Begyndelsen var den, at Ebbe ringede til mig og spurgte om jeg ”havde noget”? Så sagde jeg, [at] jeg var lige netop bleven færdig. Og så er det Ebbe siger, at Carl Th. Dreyer er i byen og gerne vil tale med mig. Vi mødes så i konditoriet på Unter den Linden. Her satte Dreyer mig ind i situationen som var den, at han opholdt sig i Berlin for at sætte lyd på ”Vampyr”, der forelå stum – men i 3 versioner med henblik på Tysk-Fransk-Engelsk indtaling og indspilningen af Wolfgang Zellers musik.
Han spurgte nu om jeg ville være med til – dels at skaffe de nødvendige stemmer og være hans hjælpeinstruktør samt stå for hele regnskabet. Jeg sagde ja uden at tøve.
Og straks begav vi os hen til et foreføringsrum, hvor så ”Vampyr” blev drejet stum for mig en 6-7 gange. Dette ikke alene for at lære filmen at kende, grundigt – men for at kunne finde frem til personernes væsen og psyke – for overhovedet at blive i stand til at vælge netop de rette stemmer til synkroniseringen.
Fra da af var vi nærmest uadskillelige. Jeg stillede hver morgen på hans hotel – vi spiste alle måltider sammen. Jeg have overtaget alt det praktiske, ordnede tiderne for optagelse – organiserede med skuespillerne – overvågede W. Zellers indspilning af musikken – ja, alt forekommende.
(Her må lige nævnes, at B.N. [Børge Nielsen] i 1928 havde haft samarbejde med Fritz Lang. Han udførte den fortræffelige dekorationsmodel til ”startpladsen til måneraketten” i F.L.s film ”Kvinden i månen” [Frau im Mond, DE, 1929] og derigennem havde fået de allerbedste forbindelser indenfor skuespillernes og filmens verden. Dette blev uvurderligt for fremskaffelsen af stemmerne til ”Vampyr”).
Foruden stemmer måtte også diverse lyde fremskaffes – såsom den uhyggelige knirken, hvor hele mølleværket sættes i gang, efter at doktoren er spærret inde. Hertil anvendtes en kværn til at male tørre rundstykker til rasp – samt en vaskemaskine, hvori vi kom ærter og små rullesten. Da køretøjet midt i nattens uhygge kommer med sin døde kusk, brugte vi til hovslagene en kokusnøddeskal imod en træplade. Den knirkende dør som Allan Grey tøvende åbner – ind til kroen – krævede megen søgen på diverse nedbrydningspladser o.s.v. o.s.v. Optagelserne skred frem.
Der var imidlertid særlige forhold som forvoldte vanskeligheder. Og det var jo det, at Dreyer insisterede på at arbejde helt uafhængigt af FILMTRUSTEN – eller trusterne. Og følgen blev at disse nu forsøgte – med alle tænkelige midler – at genere ham. Meningen var at tvinge ham til at gi op – og bøje sig for industrien.
F.eks. havde vi efterhånden en 3-4 forskellige sagførere, som vi kunne mærke ”var købte” af modparten – og derfor ikke kunne varetage Dreyers sande interesser, de måtte opgives den ene efter den anden. Det var jo for eks. sådan at direktøren for TOBIS ringede og aftalte møde med mig og indbød mig til middag – for at lokke oplysninger ud af mig. Da dette ikke lod sig gøre, forsøgte de at ramme ham på forskellig måde. Jeg kan underbygge alt dette blot med et enkelt eksempel. Men jeg må her indskyde en oplysning. Arbejdet med ”Vampyr” blev som bekendt finansieret af en Baron Guinsberg, som selv spillede en ledende rolle i filmen. Og på dette tidspunkt henstod på vor Berliner-bank c. 80,000 Mk., mens D. havde alle sine filmkasser i bankens box. Nu ringede en dag Baron G. op på vores hotel fra Paris med forespørgsel om Dreyer var til stede. Jeg svarede ja. Så blev røret lagt på. Da en sådan opringning gentog sig tre gange, blev jeg så ilde til mode og mistænksom, at jeg bad Dreyer om at forlade hotellet ad bagtrappen. Endnu engang ringede Baron G. så op – denne gang for at tale med Dreyer selv, hvortil jeg svarede at han var her ikke. Da blev Baron G. vred og sagde at det kunne ikke passe – jeg sagde at han havde været her men måtte gå. Afringning. Jeg mødtes så med Dreyer på en aftalt restaurant, hvorefter vi blev borte fra hotellet i 14 dage og spiste hver dag på forskellige restauranter, hvor vi uafbrudt oplevede situationer som vi måtte studse over, men som bliver for vidtløftige at berette om her. Efter alt dette følte jeg at der var noget virkelig galt. Så er det jeg siger til D. ”vi går hen og henter pengene og filmkasserne ud af banken og får det hele på mit navn i en helt anden bank – dette for at forebygge at filmtrusten skulle finde påskud til – under een eller anden form – at beslaglægge det. Nu kunne jeg så hæve de penge der var nødvendige.
Under dette gik optagelserne sin sikre gang.
Så læser jeg en morgen at der er vrøvl med vores bank, hvorefter jeg går sporenstregs til Dreyer og foreslår at vi straks tager pengene ud. Dette viste sig at være meget heldigt: en halv time [efter] blev banken lukket for al udbetaling.
Så siger jeg: nu må vi sende pengene hjem til Danmark – for så har vi dem i danske penge. Og kan hæve af dem. En vis del måtte vi jo beholde og resten blev så sendt på anvisninger hver på 500 mk. (dette var den højest tilladte sum pr. anvisning). Det medførte jo at jeg fløj ud og skaffede en masse mennesker til at skrive disse mange postanvisninger. Med dem og vor store pengesum i lommen løb vi så til forskellige posthuse, da vi dårligt kunne blokere eet posthus ret længe ad gangen. Dette skete i allersidste øjeblik, idet der samme dag blev lukket for al udførsel af fremmed valuta til udlandet. Afsendelsen af alle disse anvisninger kostede naturligvis mange penge, men da den tyske mark ganske kort derefter faldt stærkt, gav det os oven i købet gevindst.
Derefter var filmarbejdet hurtigt færdigt og Dreyer rejste hjem. Nogen tid senere ringede han efter mig og jeg tog til Danmark, hvor jeg boede hos ham og hans familie for at afslutte regnskaber.
Vi har aldrig senere berørt vores oplevelser, da Dreyer helst vil udslette dette mareridt han har stået igennem."
Martin Drouzys kommentar til beretningen
Beretningen, som er nedfældet på to maskinskrevne A4-ark med håndskrevne tilføjelser, findes på Det Danske Filminstitut i Ebbe Neergaard-samlingen (Neergaard udgav i 1940 den første bog om Dreyer, En Filminstruktørs Arbejde – Carl Th. Dreyer og hans ti film, genudgivet i en revideret udgave i 1963. Dreyer og Neergaard opbyggede gennem årene et nært venskab, der varede helt til Neergaards alt for tidlige død i 1957).
Martin Drouzy har gengivet hovedparten af beretningen i artiklen Les années noires de Dreyer, trykt i Cinémathèque, no. 4, automne 1993. Her kommenterer han beretningen på følgende måde (i Lars Ølgaards oversættelse):
”Når man læser denne lange note kan man mene, at vore to frænder er hjemsøgt af forfølgelsesvanvid. Men man må ikke glemme, at i disse talefilmens første år tørnede produktionsselskaberne sammen i åben krig, da konkurrencen var mere ondartet end nogensinde. Hvad skulle denne danske enspænder – som arbejdede i smug på en film optaget i Frankrig, som man praktisk talt intet vidste om, bortset fra at han blev finansieret af privat kapital – i Berlin? Intet kunne være mere fristende end at boykotte den ubudne gæst for at tvinge ham til at vende tilbage til systemet. Med hensyn til sagen om de spærrede midler ved man, at sommeren 1931 netop var præget af en serie bankkrak, som fremprovokerede massive udtræk. Denne panikreaktion fremprovokerede et fælles svar fra bankernes side, og 14. juli forbød de ethvert udtræk af penge. De oplysninger Nielsen giver stemmer i øvrigt nøjagtigt overens med information leveret af Nicolas de Gunzburg, som husker ”at være vendt tilbage fra Berlin efter lydarbejdet i begyndelsen af juli 1931”.