(...) Efter middagen kører du og din søster med bus 104 ned ad Broadway til New Yorker-biografen og går ind i dette kølige, mørke rum for at se Carl Dreyers film Ordet fra 1955. Normalt ville du ikke være interesseret i en film om kristendom og religiøse trosspørgsmål, men Dreyers instruktion er så præcis og gennemborende at du hurtigt bliver opslugt af historien, som begynder at minde dig om et stykke musik, som om filmen var en visuel oversættelse af en tostemmig invention af Bach. Lutheranismens æstetik, hvisker du i Gwyns øre på et tidspunkt, men eftersom hun ikke er indviet i dine tanker, aner hun ikke hvad du taler om og gengælder din bemærkning med en forvirret panderynken.
Der er ingen særlig grund til at lave et opkog af den indviklede historie. Uanset hvor overbevisende disse vendinger og drejninger måtte være, så udgør de blot én historie blandt en uendelighed af historier, én film blandt en mangfoldighed af film, og hvis det ikke havde været for slutningen, ville Ordet ikke have påvirket dig mere end enhver anden god film du har set i årenes løb. Det er slutningen der tæller, for slutningen gør noget ved dig som er helt uventet, og den rammer dig med en kraft som en økse der fælder et egetræ.
Bondekonen som er død under fødslen, ligger udstrakt i en åben kiste mens hendes grædende mand sidder ved siden af hende. Den sindssyge bror som tror han er Kristi genkomst, kommer ind i stuen med parrets lille datter i hånden. Mens den lille gruppe af sørgende slægtninge og venner ser til og spekulerer på hvilken blasfemi eller helligbrøde som vil blive begået i dette alvorsfulde øjeblik, henvender denne mand som vil være inkarnationen af Jesus af Nazareth sig til den døde kvinde med rolig og stilfærdig stemme. Rejs dig, befaler han hende, stå op af din kiste og vend tilbage til de levendes verden. Sekunder senere begynder kvindens hænder at bevæge sig. Du tror det må være en hallucination, at synsvinklen er skiftet fra den objektive virkelighed til den konfuse brors tanker. Men nej. Kvinden åbner øjnene, og få sekunder efter sætter hun sig op, helt genopvakt.
Der er mange mennesker i biografen, og halvdelen af publikum bryder ud i latter da de ser denne mirakuløse genopstandelse. Du har ikke ondt af deres skepsis, men for dig er det et grænseoverskridende øjeblik, og du sidder og klamrer dig til din søsters arm mens tårerne triller ned ad dine kinder. Det der ikke kan ske, er sket, og du er lamslået over det du har været vidne til.
Der sker en forandring i dig efter det. Du ved ikke hvad det er, men det er som om de tårer du fældede da du så kvinden vende tilbage til livet har skyllet noget af den gift ud der har hobet sig op inde i dig. (...)
Tekstuddraget fra bogens s. 152-154 er gengivet med forfatterens og forlagets tilladelse.
Paul Auster: Usynlig (Forlaget Per Kofod, 2009), oversat af Jørgen Nielsen.