Reporter på film

Carl Th. Dreyer i reportagefilmen "Dr. Cooks Ankomst", 1909. Kilde: DFI.
I reportagefilmen "Dr. Cooks Ankomst" fra 1909, dukker den 20-årige journalist-yngling pludselig op i billedet, på pletten og ivrigt noterende. Det er 'Deres udsendte' Carl Th. Dreyer med hue og pen, der her gør sin entré på det hvide lærred.

Pludselig er han i billedet, den unge reporter. Vores blik søger ellers begivenhedens hovedperson, Dr. Cook, som står på skibets dæk og modtager prominente gæster, der myldrer frem og tilbage foran fotografen. En kvinde kigger direkte i kameraet, uniformsklædte herrer letter på kasketten, der håndtrykkes og gøres honnør – de fleste har ryggen mod kameraet. Og så dukker han op, i billedets venstre side, den lille reporter med en hue, der adskiller sig markant fra de øvrige mænds uniformskasketter og bløde hatte. På et splitsekund har han bemægtiget sig halvdelen af billedrammen. Han iagttager scenen og noterer rapt sine indtryk på en lille blok. Det varer kun kort, så er han atter ude af billedet, og begivenheden er igen i fokus. 

Dagen er den 5. september 1909, hvor den amerikanske ekspeditionsleder Dr. Frederick Cook ankommer til København efter at have gennemført en ekspedition til Nordpolen, som siden skal blive genstand for intense diskussioner. Han forlod udgangspunktet, en lille bygd i Nordgrønland, i februar 1908 og vender først tilbage dertil i april 1909, 14 måneder senere. I denne filmede reportage anløber Grønlandsskibet Hans Egede Toldboden i København, hvor menneskemængden på kajen hylder Cook og hans ekspeditionsdeltagere. 

Den 20-årige Carl Th. Dreyer er på dette tidspunkt helt ny i avisbranchen. Han er formentlig udsendt reporter for Berlingske Tidende og går til opgaven med ildhu. Han er på pletten, kommer bogstavelig talt helt ’ind under’ begivenheden og kan rapportere fra første parket. Mon han er bevidst om kameraets tilstedeværelse og sin egen placering i billedet? Næppe! Han har formentlig på dette tidspunkt i sit liv end ikke tænkt på sig selv i forbindelse med filmmediet. Pudsigt, at det er hans kommende arbejdsgiver, Nordisk Films Kompagni, der står bag denne tilfældige (?) forevigelse af en kommende mesterinstruktør.

Filmklippet, som er 6 minutter og 18 sekunder langt, overlever i en version, hvor klippene ikke ligger helt kronologisk. Dreyers 'optræden' på strimlen tæller 24 sekunder, fra 2:36-3:00.

Se hele filmen i Nationalfilmografien.
 

Af Lisbeth Richter Larsen | 25. maj