Svend Rindom: Tyrannens Fald

Udsnit af manuskriptet til 'Du skal ære din Hustru' med Dreyers noter.
Svend Rindoms skuespil fra 1919 om den tyranniske ægtemand, der bliver sat til vægs af sin ’overmand’, blev realiseret først som teaterstykke, dernæst som stumfilm, så som radiohørespil og endelig som talefilm. Forfatteren, der skrev manus til 35 film, hvoraf de fleste er lystspil, kæmpede for at blive taget alvorligt som kunstner.

Manuskriptet til den Palladium-producerede Du skal ære din Hustru (1925) blev udarbejdet som et samarbejde mellem Dreyer og Svend Rindom på baggrund af sidstnævntes dramasucces Tyrannens Fald (1919). Det er således den eneste gang i sin instruktørkarriere, Dreyer i manuskriptfasen indgår et samarbejde med forfatteren til det litterære forlæg. Tyrannens Fald havde premiere på Det ny Teater 26/2 1919, hvor det blev opført 98 gange, sidste gang 5/2 1921. Derefter gik det sin sejrsgang som omrejsende teaterstykke gennem en række danske provinsbyer, en tre måneders turné, som Svend Rindom ifølge ham selv var aktiv deltager i, idet han formentlig fungerede som sceneinstruktør. Da stykket primært blev anset for at være et lystspil, faldt en filmatisering af det godt i tråd med Palladiums overordnede produktionsmæssige linje.

"De har tilladt Dem at sætte mig offentligt i Gabestokken ..."

Succes og international anerkendelse

Rindom havde siden sin debut som dramatiker i 1910 med Komedianter (baseret på Anatole Frances roman Histoire Comique) haft adskillige teatersucceser. Succeser, der også i en række tilfælde strakte sig ud over landets grænser, og som synes at fortsætte op gennem 1930’erne. I hvert fald argumenterer Rindom i et brev til overretssagfører Ludvig Bing 12. juni 1934 for, at det efterhånden må være rimeligt at lade ham komme i betragtning til digtergage: ”Mine Sejre for dansk Komedie i Tyskland (…) berettiger mig i høj Grad dertil”. Endvidere skriver Rindom i 1939 sit sidste dramatiske arbejde for scenen, lystspillet Bravo, Tobias! (svensk premiere i 1939, dansk premiere 1940), der ifølge 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon ”er spillet i Stockholm, Oslo og i Berlin, hvor det under Titlen ”Der Triumph des Tobias” er gaaet over 300 Gange” (Rimestad, 1940, s.544). Med til at bekræfte billedet af en vis portion international anerkendelse er det faktum, at stykket Kobberbryllup (1924) blev indspillet i en tysk filmversion med titlen Die Kupferne Hochzeit af Heinz Rühmann med tysk premiere 15/12 1948.

Den uopslidelige tyran

Rindom havde i perioder også succes som skuespiller, både på scenen og i stumfilm, og til filmmediet leverede han frem til 1960 35 manuskripter, i en række tilfælde baseret på egne skuespil. I to tilfælde var han også at finde i instruktørstolen, nemlig på Skæbnebæltet (1913) og Hans Store Aften (1946), baseret på hans eget skuespil Premiere (1925). Tyrannens Fald viste sig i særlig grad at være uopslideligt, eftersom det både blev udsendt som hørespil i Statsradiofonien 7/7 1939 og indspillet i en ny filmversion i 1942 med teaterstykkets titel (endnu engang med Rindom selv som manuskriptforfatter og Alice O’Fredericks og Jon Iversen som instruktører). Karin Nellemose, der i Dreyers version spiller datteren Karen, var nu avanceret til at spille hustruen Ida.

Ægteskabet består – trods alt

Litteraturhistorisk lader Rindom sig bedst beskrive som en folkelig realist med et mildt anstrøg af socialkritik. Ganske vist sætter han problemer under debat, og i et stykke som Tyrannens Fald tages magtforholdet i ægteskabet under forholdsvis kritisk behandling, men aldrig i en så radikal grad, at man kan tale om brandesianisme. Rindom lader – efter mindre justeringer – ægteskabet bestå, og dette forsonende syn præger hans skildring af stort set alle samtidige forhold i både den offentlige og private sfære. Kaj Flor betoner meget rammende i sin anmeldelse af Tyrannens Fald i tidsskriftet Teatret (marts 1919) den harmløse samfundskritik, når han påpeger, at grunden til stykkets popularitet formentlig er, at ”store Priser og smaa Indtægter [er] et aktuelt Emne, som i alle Forhold interesserer”, og at alle kvinder ønsker at være vidne til, hvordan en hustyran ”efter en radikal Kur omvendes til en blid og kærlig Ægtemage”.

”De begaar en blodig Uretfærdighed mod mig …”

Rindom synes dog at føle sig noget beslægtet med det folkelige gennembrud fra starten af 1900-tallet, og ikke overraskende er det Jeppe Aakjær, den mest folkeligt anlagte inden for strømningen, som Rindom er mest på bølgelængde med. Blandt andet skrev Rindom manuskript til Aakjær-filmatiseringerne Livet paa Hegnsgaard (1938) og Naar Bønder elsker (1942), begge instrueret af Arne Weel. At han i sin filmmanuskriptkarriere i enkelte tilfælde også havde sans for de mere dystre og driftsbetonede sider af menneskets indre, vidner manuskripterne til de to første danske eksempler på en film noir om, nemlig En Forbryder (1941, instrueret af Arne Weel) og Afsporet (1942, instrueret af Bodil Ipsen og Lau Laritzen Jr.). Og lige fra starten af sin kunstneriske karriere synes det at være ham magtpåliggende at blive taget seriøst som kunstner – han ønsker ikke blot at blive set som effektiv leverandør af letbenede lystspil. I et brev præget af bitterhed og harme til teatercensoren P.A. Rosenberg vælger han så tidligt som i 1922 at gå til modangreb på en mere almen kritik af hans indsats som dramatiker:

De begaar en blodig Uretfærdighed mod mig ved at nævne mig som Eksempel paa en Skribent, der i Gullaschtiden angler efter det slette Publikum. ”Det sorte Faar” – ja, maaske var det tyndt og svagt i sin Satire, men det var en Satire (…), det var skrevet ud af en oprigtig Harme mod Tidens Materialisme og Usselhed. De har tilladt Dem at sætte mig offentligt i Gabestokken (…) Spørg Deres Svigerdatter – Fru Harriet Lehman, som i 3 Maaneder var i mit Engagement paa min Tourné under ”Tyrannens Fald” – spørg hende, om jeg er en idealistisk arbejdende Kunstner eller ej (Brev 8/1 1922).

Hverdagsrealisme frem for socialkritik

Formentlig har Dreyer lige som P.A. Rosenberg haft svært ved at se, at Rindoms satire skulle stikke særligt dybt. I hvert fald synes det primært at være det hverdagsrealistiske aspekt i Tyrannens Fald, der har tiltalt den danske instruktør. Det fremgår af det lille Selvbiografisk Notat, han i 1939 udfærdigede til Ebbe Neergaard, hvor han lægger vægt på, at filmen skal fremstå som ”en mikroskopisk Optagelse af den trivielle Hverdag, der er Livet for Tusinder af Storbyens Mennesker”.  


Af Morten Egholm | 25. marts 2010