Dreyer Prisen 2018: Hlynur Pálmason

Hlynur Pálmason modtog Carl Th. Dreyer Prisen 2018. Foto: Thomas C. Christensen.
Instruktør Hlynur Pálmason, modtog onsdag den 21. februar Carl Th. Dreyer Prisen 2018. Overrækkelsen af prisen fandt sted i Cinemateket i København. Prismodtageren blev tildelt kr. 50.000. Vi bringer her motivationstalen.

Motivationstale til Hlynur Pálmason og Vinterbrødre

Af Eva Novrup Redvall, Johannes Riis og Jakob Buhl Vestergaard

Somme tider ser man en dansk film, hvor man fra de allerførste billeder fornemmer, at noget særligt er på færde. Eller måske snarere fra den allerførste lyd, for i Hlynur Pálmasons Vinterbrødre arbejdes der med både lyd og billeder på en måde, som fra starten skærper og udfordrer vores sanser.

De første sekvenser i det vinterkolde drama tager os med ned i en kalkmines mørke og særlige støjunivers. Først er der kun lyden. De rytmiske bevægelser og maskinerne i mørket. Så kan vi gradvis skimte omgivelserne i det flakkende lys fra lygterne. Langsomt stiger lydniveauet, indtil vi er omfavnet af den øredøvende arbejdslarm og midt i mængden af mænd, som forsøger at kommunikere hen over lydinfernoet, før dagens arbejde påbegyndes i den sælsomme, tidløse verden.

Det er råt og intenst, fysisk og fascinerende. Og filmen fortsætter med at arbejde med billeder og lyd på en måde, som fokuserer på sanseligheden og oplevelsen i et iskoldt arbejderdrama om to brødres hverdag og kamp – i mørket såvel som i det grå kalkstøv i verden ovenover, i den hvide sne og i deres slidte omgivelser.

"Film må godt satse på den anderledes, måske endda gnavende, oplevelse frem for det behagelige og bekvemme, hvis bare der er liv, sjæl og energi, som brænder igennem"

Dansk film har længe trængt til en film som Vinterbrødre. Der er meget godt i tidens meget forskellige spillefilm, men der er ind imellem for mange forklaringer og forudsigelige fortællinger. Hlynur Pálmason og det dygtige hold både foran og bagved kameraet på Vinterbrødre insisterer på, at det er i orden ikke at forstå alt, og at film frem for alt er et sanseligt, audiovisuelt medium. Som Lars von Trier notorisk har sagt, må film godt være som en sten i skoen. Film må godt satse på den anderledes, måske endda gnavende, oplevelse frem for det behagelige og bekvemme, hvis bare der er liv, sjæl og energi, som brænder igennem.

Og det er der i Vinterbrødre. Det er svært at tage øjnene fra Elliott Crosset Hoves portræt af den udstødte Emil og Simon Sears’ storebror Johan, mens de kæmper med sig selv og hinanden og higer efter kærlighed, anerkendelse og sammenhæng. Der siges mindst lige så meget, om ikke mere, med ansigterne og kroppene som i replikkerne, og man må selv tænke og tolke, mens konflikterne tager til.

Carl Theodor Dreyer sagde en gang om sin tilgang til filmskabelse, at: ”Alt må være tilrettelagt. Ellers står man pludselig og mangler en elefant.”

I Vinterbrødre har man oplevelsen af, at universet og visionen har været grundigt gennemtænkt og tilrettelagt fra starten, men at der samtidig har været plads til at lade andre byde ind. Der har ikke været brug for elefanter for at skabe stort drama på et lille budget. Man fornemmer en klar vision, men man oplever samtidig, at samarbejdet med de unge skuespillere i front, med fotografen Maria von Hausswolff, klipperen Julius Krebs Damsbo, lyddesigner Lars Halvorsen, scenografen Gustav Pontoppidan og producerne fra Masterplan Pictures har været centralt for at skabe netop denne filmoplevelse. Man får indtryk af et stærkt hold af nye, dygtige stemmer med spændende bud på, hvordan dansk film også kan se ud og lyde.

Det er godt, at en film som Vinterbrødre har fundet vej til de store, danske lærreder. Det kan man bl.a. takke talentudviklings-ordningen New Danish Screen her i Filmhuset for. Samtidig skal distributøren Øst for Paradis have ros for at have satset på filmen og givet den biografdistribution. Vinterbrødre er skabt til biografens særlige rum. Et rum, hvor man for en stund koncentrerer sig fuldt ud om at træde ind i en unik verden – og hvor det rent faktisk er muligt at se nuancerne i de ind imellem meget mørke billeder og sætte pris på nuancerne på lydsiden.

Vinterbrødre har indtil videre solgt et begrænset antal billetter i de danske biografer, men succes kan måles på mange måder. Filmen lagde ud med fire priser ved Locarno Film Festival, ryddede nærmest bordet ved årets Robert-uddeling og kan i marts måske vinde Bodil-priser. Den har et langt liv foran sig, hvor folk kan møde den i nogle af de over 20 territorier, den er solgt til, eller i nogle af de mange andre vigtige visningsvinduer end biografen.

Vi var ikke i tvivl om årets prisvinder ud fra Carl Th. Dreyer Mindefondens statut om, at Dreyer Prisen uddeles til ”fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende indsats”. Vinterbrødre er en fremragende dansk film fra det forgangne år, og vi håber, at Dreyer Prisen kan hjælpe på den videre vej ud i verden.

Sidste år bekendtgjorde Peter Schepelern i sin pristale, at ingen dansk spillefilminstruktør er blevet Oscar-nomineret uden først at have fået Dreyer-prisen. Vi lover ikke noget – men statistikken holder stadig.

Og Oscar eller ej, så ser vi frem til at følge de mange talenter bag filmen i fremtiden og vil gerne ønske Hlynur Pálmason stort tillykke med at have rusket godt og grundigt op i dansk film med Vinterbrødre. Det er fem år siden afgangen fra Den Danske Filmskole med den roste afgangsfilm En maler om en selvoptaget kunstner og hans oversete teenagesøn. Siden har Pálmason imponeret med den enkle, men uafrystelige kortfilm Seven Boats, hvor en kæntret mand kæmper for sit liv med syv ubarmhjertige både omkring sig.

Som vi forstår det, er Pálmason allerede i gang med et nyt filmprojekt. Det ser vi meget frem til at få lov at se og sanse.

Tillykke!

 


21. februar 2018