Mads Brügger har gennem en årrække gjort sig bemærket – og modtaget talrige priser – som mangesidig journalistisk mediebegavelse, både inden for trykte og elektroniske medier. Han har arbejdet som skribent, udgiver og redaktør ved en række magasiner, har blandt andet skrevet for Euroman og for den tidligt afdøde avis Dagen, som han siden var medforfatter til en bog om. Andre bøger handler om rockermord og om Tøndersagen. Men især har han – i samarbejde med sin medsammensvorne Mikael Bertelsen – udviklet en særlig tone – en pokerface-satirisk tone – i radioprogrammer som Skjoldhøj Arkivet og tv-programmer som Den 11. time, en tone der fortsætter for fuld snakkesalig udblæsning i den nye Radio24syv, som han bestyrer sammen med Bertelsen.
Men Mads Brügger har også lavet to af de senere års vigtigste danske film, der nok kan forstås som en slags journalistik, men som især er kunstneriske produkter af en helt særlig støbning. Og det er disse to film, der er baggrunden for tildelingen af Carl Th. Dreyer Prisen for 2012.
På rulleteksterne til begge film står der: Original idea: Mads Brügger. Og det er virkelig originale idéer, Brügger disker op med. Ingen tvivl om det. Havde vi nogensinde i vores vildeste fantasi forestillet os, at postmoderne metarefleksiv dokumentarisme og ironisk rollespil med falske identiteter skulle gøre deres entré i Nordkorea eller i Den centralafrikanske Republik?? Nej, vel? Men det er netop, hvad Brügger har foranstaltet med sine film.
Det er måske ikke blevet modtaget med den helt store taknemmelighed hos de berørte parter, hvor nogle af de lokale implicerede formentlig sidder tilbage med en ikke ubegrundet fornemmelse af, at nogen har taget røven på dem. Men netop derfor synes vi, at det vigtigt, at initiativerne får ros hjemmefra.
Der er jo en vis tradition, også i Danmark, for at kunstneren med ironi og perfidi kan rette skytset mod magtmisbrug og korruption. Men det sker som regel med nogenlunde sikker base i den hjemlige andedam, hvor alle gode kræfter står sammen om at beskytte den ukrænkelige frihed til at krænke. Men det er en helt anden sag at drage ud i den rådne verden og se den i øjnene. Og det er det, Brügger har gjort med sine to exceptionelle og i bogstaveligste forstand grænseoverskridende film, Det røde kapel fra 2006 og sidste års Ambassadøren, der virtuost bevæger sig gennem en overdådighed af benspænd, ikke kun i den æstetiske dimension, men også i den reelle.
Filmene er dokumentarfilm, der dog forholder sig temmelig drilagtigt til deres virkelighedsmission, ligesom man kender det fra såkaldte mockumentaries. Men hvor mockumentary’en foregiver, at noget fiktivt er sandt, dér taler Brüggers film sandt – men om noget, som ret beset er en løgn, en illusion, et svindelnummer. Sandfærdige løgnehistorier, der både udfordrer realiteternes og illusionernes verden.
I Det røde kapel er Brügger og to de dansk-koreanske komikere Jacob Nossell og Simon Jul taget til Nordkorea med et lille show, en tilsyneladende venskabsgestus, der imidlertid kun har til hensigt at afsløre regimets uhyrlighed. Det begynder med, at Brügger læser den kære (og nu netop afdøde) leders filmteoretiske skrifter. Men Brügger, der heldigvis har en film- og medievidenskabelig baggrund, lader kun som om. For hele filmen er én stor laden som om.
I Ambassadøren fortsætter Brügger sin rejse som diabolsk, excentrisk bagmand med solbriller (som er for Brügger, hvad kasketten er for Michael Moore). Nu er han liberiansk ambassadør i Den centralafrikanske Republik med planer om at etablere en tændstikfabrik som dække for lidt ulovlig diamanthandel, mens det i virkeligheden drejer sig om at afsløre det betændte magtmisbrug i det lille land, der er et af verdens fattigste og også et af de mest dystre, mishandlede steder på kloden.
Det er lidt Graham Greene som ved et sort uheld møder Borat lige midt i mørkets hjerte. Personerne er griske og forbryderiske, og hvis man vil skaffe sig adgang til denne verden, må man selv være grisk og forbryderisk. Det klarer Brügger med sin egen cool distance. Den står på ridestøvler og cigaretrør. Man forstår godt, at han indledningsvis appellerer til sine liberianske venner: Pray to God to watch over me … Foreløbig er han heldigvis blevet bønhørt.
Det er selvsagt vigtigt at udfordre magten i dens styggeste, mest umenneskelige form. Og det kræver selvsagt også mod og frækhed af særlige dimensioner at spadsere lige ind i løvens gab og roligt give sig til at undersøge rovdyrtændernes beskaffenhed. Men filmene er ikke kun bemærkelsesværdige som avancerede practical jokes i en stor sags tjeneste og dumdristigt undergravende virksomhed. Det er også blevet kunstværker, der midt i deres dræbende ironi både udfordrer og bevæger.
Den mest rørende skikkelse er nok Mrs. Park. Det er først og fremmest hende, der bliver ført bag lyset i Det røde kapel. Men selv om filmen hudfletter Nordkoreas latterlige (men også yderst faretruende) verdensorden, som Mrs. Park er repræsentant for, så bliver hun aldrig latterliggjort, hun kommer tværtimod til at stå som en inkarnation af de menneskelige omkostninger ved tragedien.
Brügger afviger også frydefuldt fra den ensporede journalistiske trafik, når han gang på gang byder på bizarre, lettere surreelle situationer. Som når han får sine to pygmæ-assistenter til at lytte til hvallyde. Eller når han foran det officielle Nordkorea efter behørig tilladelse reciterer Piet Heins gruk om kærligheden, som er ”sweet and undefinable.” Det er der sikkert ikke meget, der er i Nordkorea.
Inden jeg slutter, skal vi lige se på vores prismodtager i forhold til prisens hovedperson. Altså Brügger og Dreyer, der har overraskende mange lighedspunkter. Dreyer tog – som man kan læse om på DFI’s Dreyer-site – faktisk også en tur til Afrika. I 1934 besøgte han Italiensk Somalia for at optage en film for et fransk-italiensk selskab. Dreyer i Mogadishu – det er svært at forestille sig. Og ambassadøren for den udødelige filmkunst tålte da heller ikke klimaet og forlod projektet.
Og Carl Th. startede som journalist og indlod sig på nogle af tidsalderens dumdristigheder. Inden han blev vores store dybsindige alvorsmand, var han både fræk og udfordrende, og selv på sine ældre dage kunne han finde på at række tunge, som det ses på det kendte foto.
Ikke mindst traditionen for at række tunge, synes jeg Mads Brügger viderefører på fineste vis.
I slutningen af Det røde kapel, hvor propagandaparaden buldrer frem, har den ene af komikerne svært ved at håndtere rollespillet og kommer med en direkte opfordring: ”Mads, la’ vær’ med at lyve!”
Jeg er uenig, og mit råd vil være: Mads, fortsæt endelig med at lyve! For som Dostojevskij har sagt (i Forbrydelse og straf): ”En løgn kan være gavnlig, fordi den kan berede vejen for sandheden.”
By Peter Schepelern | 17. February