Når store visioner møder filmindustriens barske realiteter

I filmhistorien er der en tilbagevendende konflikt mellem kunstneriske ambitioner og økonomiske realiteter. Et berømt og ofte citeret eksempel på denne konflikt fandt sted for godt 100 år siden i en brevveksling mellem den unge og ambitiøse instruktør Carl Th. Dreyer og Nordisk Films Kompagni. 

Om tilblivelsen af Carl Th. Dreyers ambitiøse Blade af Satans Bog

Brevene fra begyndelsen af den unge Dreyers karriere vidner om, at han fra starten havde store ambitioner og som konsekvens heraf mødte utallige forhindringer, når han forsøgte at argumentere for sin særlige vision om at skabe ”et enestaaende Værk” og ikke blot en ”brugbar Film”, og derfor krævede væsentlig økonomisk opbakning.1

De to centrale breve

I det første brev forklarer Dreyer filmselskabet, at hans vision for filmen – der i øvrigt er baseret på ”det bedste manuskript Nordisk Films Kompagni nogensinde har haft i sine Hænder” – vil ende som ”en enestående Film” med potentiale til ”at give Firmaet det tabte Renommè” tilbage. Dreyers ambition er ”at fremstille et Filmsværk, som vil blive nævnt som et Standardværk”, og brevet angiver, hvad der skal til for at føre ambitionen ud i livet, i stedet for blot at ’’lave en brugbar Film” begrænset af Nordisk Films forsøg på at ”slagte” projektet ved at reducere budgettet (Dreyer 1919a).

Blot tre dage efter vidner endnu et brev fra Dreyer til Nordisk Film om en instruktør, som har været nødt til at acceptere et kraftigt reduceret budget, hvis han overhovedet vil lave en film. Modsat den stolte og insisterende stemme i det første brev, hvor Dreyer fremstår som en kompromisløs instruktør, accepterer han nu, at han ikke kan skabe ”den store Film”. Dreyer argumenterer endda for, ”at Filmen efter Omlægningen i flere Henseender og da navnlig i dramatisk Henseende højst sandsynligt vil virke meget bedre og kraftigere end den store Film” (Dreyer 1919c). Virkelighedens verden formede og begrænsede den oprindelige vision, og Blade af Satans Bog blev den film, Dreyer kunne skabe på det givne tidspunkt ud fra de givne omstændigheder.

Breve som mulighed for komme bag om lærredet

I Looking Past the Screen (2007) præsenterer Jon Lewis og Eric Smoodin en filmvidenskabelig model, hvor selve filmene blot er én kilde blandt mange til viden. De fremhæver det værdifulde i at kombinere værkanalysen med viden fra kilder som personlige papirer, dagspresseartikler og fagjournalistik, fanblade, markedsføringsmateriale og forretningsarkiver. Denne analytiske tilgang har præget dele af den filmhistoriske forskning, selvom det kan være både svært og tidskrævende at finde og få adgang til materialet.

I deres klassiske bog Film History: Theory and Practice har Robert C. Allen og Douglas Gomery også peget på andre kilder end selve filmene som væsentlige for filmhistoriske studier (Allen og Gomery 1985). Inden for forskning i medieindustrierne og produktionsanalyser bliver det også fremhævet som centralt at inkludere en mangfoldighed af kilder og industriens ’deep texts’ (Caldwell 2009) i studier af ’makers and making’ (Banks 2015). Banebrydende forskning om det klassiske Hollywood viser, at filmene med fordel forstås i deres tilblivelsessammenhænge (Bordwell et al. 1985), og en række detaljerede analyser af forskellige produktionskulturer har bidraget til væsentlig viden om film fra forskellige historiske perioder og steder såvel som af specifikke værker.

Unikke kilder: Bergmans og Dreyers arkiver

Et grundlæggende problem er dog ofte, hvordan forskere kan få adgang til nuanceret viden om et filmprojekts udvikling fra den originale ide til færdigt værk. Gode arkiver er væsentlige i denne sammenhæng. I Skandinavien er en samling som Ingmar Bergman-arkivet, der bl.a. indeholder ca. 10.000 breve til og fra Bergman, en unik kilde til forståelsen af ham og hans film (se eks. Rossholm 2013; www. ingmarbergman.se). I Danmark indeholder Det Danske Filminstituts samlinger bl.a. Nordisk Film Samlingen med mere end 30.000 breve og Carl Th. Dreyer Samlingen med omkring 4000 breve til og fra Dreyer igennem hans karriere.

Dreyers breve har været anvendt af mange forskere, og indtil videre er der skrevet flere end 60 bøger om hans film. Et eksempel er 1989-udgaven af tidsskriftet Sekvens, der analyserer den mangeårige korrespondance mellem Dreyer og Blevins Davis omkring Dreyers ønske om at skabe en film om Jesus. De to Dreyer-breve fra 1919, som præsenteres i det følgende, løfter sløret for instruktørens karriere og arbejdsbetingelserne i Danmark for 100 år siden, men peger også på paralleller til andre historiske perioder og filmkulturer. Mange andre instruktører har været udfordret af lignende rammer, der har begrænset resurserne, som skulle have ført deres vision ud i livet.

Brev 1: 23. marts 1919. Store ambitioner for Blade af Satans Bog

Den unge Dreyer havde været ansat i Nordisk Films Kompagnis manuskriptafdeling siden 1913, og i 1918 gav selskabet ham for første gang mulighed for at instruere en film, det blev Præsidenten (1919). Mens han endnu var ansat i manuskriptafdelingen, læste Dreyer et manuskript af Edgar Høyer, som han ønskede at realisere - det blev til hans anden film, den ambitiøse Blade af Satans Bog. Inspireret af D. W. Griffiths Intolerance (1916, dansk premiere 1918) bestod filmen af flere episoder om den faldne engel Satan, som forsøger at friste mennesker til at gøre ondt. Den endelige film består af fire dele. Den første del fortæller om Judas’ forræderi over for Jesus; den anden foregår under den spanske inkvisition; den tredje under den franske revolution; og den fjerde del udspiller sig under den finske borgerkrig i 1918.

På grund af økonomiske problemer ændrede Nordisk Film i slutningen af 1910erne sin produktionspolitik (Thorsen 2017). Instruktørerne blev tildelt det økonomiske ansvar for hver enkelt film. De skulle selv lave produktionsplan og blev holdt ansvarlige, hvis budgettet ikke blev overholdt. Alle manuskripter skulle godkendes af selskabets generaldirektør og grundlægger Ole Olsen (Thorsen 2017: 207). I det første brev til Nordisk Films direktør Stæhr skitserer Dreyer de ambitiøse mål for filmen. Han forklarer, at den ikke kan laves for mindre end 230.000 til 235.000 kr., og han truer med at flytte produktionen til Sverige, hvis hans krav ikke kan imødekommes.

Dreyers trussel kan betragtes som en frækhed, men Dreyer-forskerne Jean og Dale Drum argumenterer for, at den principfaste Dreyer aldrig med vilje ville have vildledt Nordisk Film (Drum og Drum 2000: 63). Det er uvist, om Dreyer egentlig havde et svensk tilbud på hånden, men det er muligt. Mens Dreyer arbejdede i Nordisk Films manuskriptafdeling, rejste han ofte til Norge og Sverige, og han havde opbygget et netværk inden for film- og teaterverdenen i de to lande. Overordnet fremstår brevet som skrevet af en instruktør med stor selvtillid og en fast tro på, at hans foreslåede film ville danne skole og genvinde Nordisk Films tidligere storhed.

Brev 2: 26. marts 1919. De barske realiteter styrer filmskaberens kunstneriske valg

De to breve omkring tilblivelsen af Blade af Satans Bog er en del af en korrespondance på otte breve mellem Dreyer og Nordisk Film skrevet i perioden fra d. 12. februar til d. 27. marts 1919. Brevet fra d. 23. marts blev besvaret i en ganske sober tone, ikke af direktør Stæhr, men af Ole Olsen, selskabets generaldirektør. Olsen gør det klart, at hvis Dreyer ikke er villig til at imødekomme et reduceret budget for filmen – hvilket Olsen har forhøjet fra 120.000 til 150.000 kr. – vil hans kontrakt blive opsagt (Olsen 1919b).

Den følgende dag svarer Dreyer, at han under ingen omstændigheder vil lave filmen på de økonomiske betingelser, men efter at have haft en samtale med direktør Stæhr, forklarer Dreyer i et nyt brev, at han nu er villig til at gennemføre projektet så længe, at han ”ikke blot bliver taget med paa Raad men tilmed faar Anledning til at godkende de nødvendige Ændringer”. Kan Dreyer få disse betingelser opfyldt, accepterer han det reducerede budget, og Dreyer har nu opgivet ideen om at skabe den ”store Film” (Dreyer 1919c).

Selv med en reduktion af budgettet fra 230.000 til 150.000 kr. var Blade af Satans Bog en af de dyreste – om ikke den dyreste – film produceret i Skandinavien på det tidspunkt. Det er svært at finde oplysninger om produktionsbudgetter for perioden, men vi ved, at Nordisk Films prestigeproduktion Atlantis fra 1913 (August Blom, 1913) kostede 73.297 danske kr., og i Sverige kostede Victor Sjöströms knap fire timer lange Ingmarssönerna (1919) 122.356 svenske kr. (Werner 1981: 179).2 Men med et budget på 80.000 mindre end forventet måtte Dreyer skære noget fra.

Ubalance i den færdige film

Ved premieren bemærkede filmens manuskriptforfatter Edgar Høyer, at flere scener fra Marie Antoinettes retssag, der skulle have været blandt filmens spektakulære scener med store dekorationer og mange statister, manglede (Tybjerg 1999: 21–22). I Dreyers eget manuskript er mange af scenerne fra retssagen markeret som ”udgaar” (Dreyer og Høyer 1919). Og måske gjorde det egentlig filmen bedre. Dreyerekspert Casper Tybjerg skriver om filmens manuskript, at det mangler balance og er tynget af den komplicerede franske del (Tybjerg 2010).

Den endelige film blev solgt til 15 lande og fik en blandet modtagelse i pressen (Larsen 2010; Tybjerg 1999). Da Dreyer havde færdiggjort Blade af Satans Bog, instruerede han faktisk en svensk film, Prästänkan (1921),for Svensk Filmindustri. I en dansk avisartikel skrevet kort tid efter, at han havde forladt Nordisk Film, kritiserede Dreyer dansk film og dens ”tvivlsomme Odeur”, samtidig med at han lovpriste svensk films kunstneriske integritet. I en slet skjult dom over sin tidligere arbejdsgiver fortsatte Dreyer videre, at dansk film havde haft mulighederne, men savnede personen med ”Myndighed, Smag og Kultur”, der kunne hæve ”Filmen op i en højere Sfære” – personen, som savnede disse dyder, var naturligvis Ole Olsen (Dreyer 1920).

Sammenfatning

Vil man undersøge de grundlæggende vilkår for at arbejde med et omkostningstungt medie som film, giver korrespondancen mellem Dreyer og Nordisk Film et værdifuldt indblik. Læser man brevene, tænker man ikke på dem, som værende fra en støvet stumfilmskonflikt for 100 år siden. Modsætningen mellem instruktøren og filmens investorer, der skal overbevises om at finansiere instruktørens vision, er evigt aktuel og relevant.

Filmforskere som eksempelvis Lewis og Smoodin argumenterer for, at kilder som disse giver mulighed for at kigge bag værket og opnå en mere nuanceret forståelse af film som eksempelvis Blade af Satans Bog, samtidig med at de giver mulighed for at vise det ofte komplicerede forhold mellem visionen om en film og det endelige resultat – før som nu.
Spændingsfeltet mellem kunstneriske ambitioner, økonomiske forhandlinger og i sidste ende pragmatiske løsninger kan tage mange former. Brevene fra Dreyer, der er over 100 år gamle, minder os om det.


Ovenstående er en dansk lettere revideret version af en ’Short subject’-artikel bragt i Journal of Scandinavian Cinema, Volume 9: 2, 2019, s. 143-156.

 

Noter

1. Dele af korrespondancen er tidligere offentliggjort på fransk (Dreyer 1968: 12–13); på engelsk (Bordwell 1981: 15–16; Tybjerg 1996: 263; Drum og Drum 2000: 60–62) og dansk (Drouzy 1982: 241–43; Kau 1989: 392–94).
2. Werner opstiller to forskellige beløb: de totale produktionsomkostninger og de direkte aktive udgifter. De totale produktionsomkostninger inkluderer lønninger til faste medarbejdere, omkostninger i forbindelse med filmstudier mm. De aktive udgifter er de direkte investeringerne i den enkelte film. I artiklen refererer vi til de aktive udgifter.

Tak

Forfatterne vil gerne takke Casper Tybjerg for råd i forbindelse med artiklen.

Litteratur

Allen, Robert C. og Gomery, Douglas (1985), Film History: Theory and Practice, New York:
McGraw-Hill.
Banks, Miranda (2015), ‘How to study makers and making’, i M. Alvarado, M. Buonanno, H. Gray
og T. Miller (red.), The SAGE Handbook of Television Studies, London: Sage, s. 117–32.
Bordwell, David (1981), The Films of Carl-Theodor Dreyer, Berkeley, CA and Los Angeles, CA: University of California Press.
Bordwell, David, Staiger, Janet og Thompson, Kristin (1985), The Classical Hollywood Cinema, London: Routledge.
Caldwell, John T. (2009), ‘Cultures of production: Studying industry’s deep texts, reflexive rituals, and managed self-disclosures’, i J. Holt og A. Perren (red.), Media Industries: History, Theory and
Method, Malden, MA: Wiley- Blackwell, s. 199–212.
Dreyer, Carl Th. (1919a), brev fra Carl Th. Dreyer til Wilhelm Stæhr, 23. marts, København: Carl Th.Dreyer Archive, Det Danske Filminstitut, Carl Theodor Dreyer Samlingen, D II, A: 2833.
Dreyer, Carl Th. (1919b), brev fra Carl Th. Dreyer til Ole Olsen, 25. marts, København: Det Danske FIlminstitut, Carl Theodor Dreyer Samlingen, D II, A: 2835.
Dreyer, Carl Th. (1919c), brev fra Carl Th. Dreyer til Ole Olsen, 26. marts, København: Det Danske Filminstitut, Carl Theodor Dreyer Samlingen, D II, A: 2837.
Dreyer, Carl Th. (1920), ‘Svensk film’, Dagbladet, 20. januar, n.pag.
Dreyer, Carl Th. (1968), ‘Lettre au directeur de la Nordisk par Carl Th. Dreyer’, Cahiers du Cinema, 207, December, s. 12–13.
Dreyer, Carl Th. og Høyer, Edgard (1919), ‘Script for Blade af Satans Bog’, Carl Th. Dreyer: The Man and His Work, https://www.carlthdreyer.dk/carlthdreyer/filmene/blade-af-satans-bog.
Tilgået 7. marts 2019.
Drouzy, Martin (1982), Carl Th.Dreyer født Nilsson, København: Gyldendal.
Drouzy, Martin og Jørgensen, Lisbeth Nannestad (red.) (1989), Letters About the Jesus Film: 16 Years of Correspondence between Carl Th. Dreyer and Blevins Davis, Sekvens 1989, special ed., København: Københavns Universitet.
Drum, Jean og Drum, Dale D. (2000), My Only Great Passion: The Life and Films of Carl Th. Dreyer, Lanham, MD and London: The Scarecrow Press.
Kau, Edvin (1989), Dreyers filmkunst, København: Akademisk Forlag.
Larsen, Lisbeth Richter (2010), ‘Modtagelsen: Blade af Satans Bog’, Carl Th. Dreyer: The Man and His Work, https://www.carlthdreyer.dk/carlthdreyer/filmene/modtagelsen-blade-af-satans-bog. Tilgået 7. marts 2019.
Lewis, Jon og Smoodin, Eric (red.) (2007), Looking Past the Screen, Durham, NC: Duke University
Press.
Olsen, Ole (1919), brev fra Ole Olsen til Carl Th. Dreyer, 24. marts, København: Det Danske Filminstitut, Carl Theodor Dreyer Samlingen, D II, A: 2836.
Rossholm, Anna Sofia (2013), ‘Tracing the voice of the auteur: Persona and the Ingmar Bergman archive’, Journal of Screenwriting, 4:2, s. 135–48.
Thorsen, Isak (2017), Nordisk Films Kompagni, 1906-1924: The Rise and Fall of the Polar Bear, East
Barnet: John Libbey.
Tybjerg, Casper (1996), An art of silence and light: The development of the Danish drama to 1920, ph.d.-afhandling, København: Københavns Universitet.
Tybjerg, Casper (1999), ‘Red Satan: Carl Theodor Dreyer and the Bolsheivik threat’, i J. Fullerton og J. Olsson (red.), Nordic Explorations: Film Before 1930, London: John Libbey, s. 19–40.
Tybjerg, Casper (2010), ‘Leaves from Satan’s Book’, Carl Th. Dreyer: The Man and His Work, https://www.
carlthdreyer.dk/en/carlthdreyer/films/features/leaves-satansbook. Besøgt 21. februar 2019.
Werner, Gösta (1981), ‘Svenska Bios produktionspolitik fram till 1920’, i L. Furhammar, K. Jerselius og O. Sjögren (red.), Rörande bilder: Festskrift till Rune Waldekranz, Stockholm: P.A. Nordstedt og Söners Förlag, s. 160–86.



7. april 2021 | Isak Thorsen og Eva Novrup Redvall