Med enkelte undtagelser har vi gennem årene givet Carl Th. Dreyer Prisen til filmskabere, der er kommet et stykke ind i karrieren, nogle gange ganske langt, men det er ikke noget princip. Mindefondens meget kortfattede statut siger blot, at prisen uddeles til ”fortrinsvis yngre filminstruktører eller andre kunstnere inden for filmbranchen som anerkendelse af en fremragende indsats.”
I år har vi valgt at give prisen til to forholdsvis nyankomne, yngre instruktører, som vi synes fortjener en opmuntring for det vovemod og de løfter, som deres første spillefilm markerer. Og vi har den fornøjelse, uden at nogen har vredet armen om på os, både at kunne sætte pris på en ung mand og på en ung kvinde. Men jeg skal også understrege, at vi har fokuseret på talent, ikke på køn.
Christian Tafdrups Forældre og Puk Grastens 37, begge støttet af New Danish Screen, havde premiere i november og fik egentlig god opmærksomhed fra kritikken, men er mildest talt blevet ignoreret af publikum.
Det er et evigt omkvæd, at vi gerne vil se noget nyt. Der er et stadigt råb efter nye talenter. Men når det kommer til stykket, må man konstatere, at publikum for størstedelens vedkommende foretrækker status quo, mere af det samme. Sådan er det bare. Og netop derfor er det vigtigt, at der er nogen, der prøver noget andet. Selvom det ikke sælger billetter.
Christian Tafdrup
Christian Tafdrup har været på vej et stykke tid. Ved siden af en bestemt ikke uvæsentlig skuespillerkarriere har han instrueret flere novellefilm. Det begyndte med Kopisten (1999), hvor han er flittig ved kopimaskinen hos Zentropa i Ryesgade og oven i købet er så heldig at se et glimt af Lars von Trier. Siden kom blandt andet En forelskelse (2008), der byder på en absolut original variation af den klassiske situation: kæresten bliver præsenteret for forældrene.
Derefter fulgte naturligt spillefilmprojekter. Kronprinsens fjumreår fik vi ikke lov at se på lærredet, desværre – det kunne sikkert være blevet sjovt og anderledes. Men nu har vi så fået indblik i et andet fjumreår.
”You can’t repeat the past,” blev den store Gatsby belært om. ”Of course you can,” svarede han. Kjeld i Forældre har samme overbevisning. Da sønnen flytter hjemmefra og har langt mindre behov for sine forældre end omvendt, får Kjeld sin fikse idé.
Han tror på, at hvis han og Vibeke sælger villaen og flytter tilbage til den lille lejlighed i byen, hvor de begyndte deres samliv for 30 år siden og indretter den præcis som dengang – med de samme udsmykninger på væggene og de samme lp’er, VHS’er og en olivenfarvet fastnettelefon med drejeskive, så vil fortidens lykkelige stunder vende tilbage.
Og så tager plottet en uventet og man må sige temmelig fantastisk drejning godt en tredjedel inde i filmen. Pludselig er det midaldrende par blevet unge igen (og Søren Malling og Bodil Jørgensen er blevet til Elliott Crosset Hove og Miri Ann Beuschel). Det er ikke et flashback til dengang, vi er stadig i nutiden, men de to er bare 30 år yngre (men med deres ældre jeg intakt).
Vi andre kender nok mest den modsatte oplevelse: Man ser sig i spejlet og opdager, at man pludselig er blevet 30 år ældre, uden at man rigtig kan forklare, hvordan det er gået til.
Den fantastiske drejning kommer med særlig effekt, fordi filmen i sin første del tegner et helt igennem hverdagsrealistisk billede af normaldanskere i normal-Danmark. Men det skal man ikke lade sig narre af. Kjeld – den gamle Kjeld i den unge Kjelds krop – kaster sig ud i et fjumreår, mens Vibeke … Ja, Peggy Sue Got Married, og Vibeke danner par, som det vist hedder, med sin egen søn. Det er absurd, ødipal myte, der får lov at gå planken ud, inden vi vender tilbage til resignationen og det fælles havearbejde.
Man mindes Oscar Wildes bemærkning: ”Børn begynder med at elske deres forældre, siden dømmer de dem, undertiden tilgiver de dem.”
Se video fra prisoverrækkelsen
Puk Grasten
Forældre-temaet kan siges at fortsætte hos vores anden prismodtager. I Puk Grastens debutfilm er forældrene executive producers. Det er lige sådan en status, vi forældre kunne drømme om at få i vores børn liv, men det er nok sjældent man får lov.
Puk Grasten er tredje generation i dansk film. Det er der næppe mange, der kan matche. Instruktør Kirsten Stenbæk og manusforfatter Bent Grasten var hendes bedsteforældre, producent og instruktør Regner Grasten og Tove Grasten er hendes forældre. Som instruktør bærer Puk altså på en arv, der både omfatter Lenin, din gavtyv og Bananen – skræl den før din nabo. Det kræver stærke skuldre. Men har utvivlsomt også sine fordele.
37, der er optaget i New York, bygger på en kortfilm af samme titel, som Puk lavede for nogle år siden i forbindelse med studier på New York Universitys Tisch School of Arts. Temaet er en amerikansk kriminalsag, der har fået en særlig status.
I 1964 rapporterede New York Times om en forbrydelse mod en ung kvinde, Kitty Genovese hed offeret, hun var blevet voldtaget og myrdet ved en boligkarré i Queens, New York, hvor angiveligt 37 personer havde været passive vidner til hændelserne.
Jeg har konsulteret den lærebog, der benyttes inden for socialpsykologi ved Københavns Universitet, Wendy Stainton Rogers: Social Psychology, 2011. Her introduceres sagen på de første sider. Men senere hedder det: “We now know that the actual events were different from the newspaper version – there were far fewer witnesses, some of them did respond, and Kitty was not murdered or raped in front of the building but later, once she was in a stairwell out of sight.”
Men det ændrer ikke ved, at avisens historie fik to psykologer til at gå i gang med eksperimenter, som dokumenterede den såkaldte bystander effect. Den kan iagttages, når vi ignorerer det forfærdelige, der sker omkring os.
Puk Grastens film fortæller historien, ikke som storbykrimi med blinkende politibiler, men som et subtilt multiplot-billede af beboerne med særlig fokus på ejendommens børn, der underligt fremmedgjorte bevæger sig rundt i New York-miljøet som på randen af en katastrofe.
Der er Debbie, som bor hos bedsteforældrene og håber på, at mor, der vistnok har gjort et eller andet forfærdeligt, vil dukke op til 12-års fødselsdagen. Debbie har sine egne ritualer, kun 5000 skridt pr. dag, som en slags besværgelse, der skal bringe mor tilbage.
Der er Billy, som afstraffes for ulydighed efter et sindrigt system. Hans far går på arbejde om morgenen, mor vinker farvel, far sætter sig ind i bilen, men der bliver han siddende hele dagen. Når drengen nævner det for mor, vanker der en streg i regnskabet.
Og så er der den sorte Troy, som faren herser med, for selv om han kun er fem år, så skal han afrettes til at være en rigtig mand. Ellers kan man ikke klare sig i den hårde verden.
Filmen placerer os i børnenes psykologiske rum, i et magisk-forpint univers i den truende nat, og det er herfra vi oplever begivenhederne. Ja, strengt taget oplever vi dem næsten ikke, de flimrer forbi i glimt på få sekunder. Der sker noget. Børnene ser det, fornemmer det, men de voksne vil ikke reagere. ”Do not get involved,” det er den sorte fars belæring. Ikke: Do the right thing. For det er der ingen, der vover.
Det er børnenes ensomhed og de voksnes selvbedrag, fortalt med intensitet, fantasi og indlevelse.
Alternativt faktum
Til slut skal jeg pege på en vis tendens i dansk film. I komiteen har vi nemlig lagt mærke til, at Carl Th. Dreyer Prisen åbenbart er forudsætning for en – indrømmet – noget mere opreklameret pris, nemlig Oscar. Hvordan det? Jo, de danske instruktører, der – siden 1992 hvor Dreyer Prisen startede – er blevet Oscar-nomineret i forbindelse med spillefilm, har altid haft Dreyer Prisen med i bagagen.
Se lige her:
- Lars von Trier blev Oscar-nomineret i 2001 som medtekstforfatter til sangen ”I’ve Seen It All” fra Dancer in the Dark. Trier havde fået Dreyer-pris i 1996.
- Efter brylluppet blev Oscar-nomineret i 2006 og Hævnen vandt i 2010: Susanne Bier havde fået prisen tilbage i 1992 (faktisk som første prismodtager).
- An Education Oscar-nomineret i 2010 – Lone Scherfig fik Dreyer-pris i 2001.
- En kongelig affære Oscar-nomineret i 2013 – Nikolaj Arcel fik Dreyer-pris samme år. Her vil nogen måske sige: filmen blev Oscar-nomineret i januar og fik først Dreyer Prisen i februar. Jo, jo, men Oscar-nomineringen blev offentliggjort den 10. januar 2013, og jeg kan se, at vi traf beslutningen om Dreyer-prisen ved et møde den 8. januar!
- Jagten Oscar-nomineret i 2013 – Thomas Vinterberg fik Dreyer-pris i 1999.
- Krigen Oscar-nomineret i 2015 – Tobias Lindholm fik Dreyer-pris i 2011.
- Under sandet Oscar-nomineret i 2017 – Martin Zandvliet fik Dreyer-pris sidste år.
Vi siger ikke, at Dreyer Prisen er en garanti for en senere Oscar – der er stadig nogle hængepartier. Men vi kan blot konstatere, at der ikke er danske instruktører, der har nået frem til en spillefilm-Oscar-nominering uden først at få Dreyer Prisen.
Jamen, skal vi forstå det sådan, at der sidder nogen ovre på Wilshire Boulevard i The Academy of Motion Picture Arts & Sciences og holder øje med Dreyer Prisen? Det er slet ikke umuligt. Jeg vil nærmest sige, at det er et alternativt faktum.
Så: Puk og Christian, nu har I klaret den første etape. Held og lykke med resten af vejen.
Af Peter Schepelern | 08. februar 2017