Tale til Ulaa Salim ved tildelingen af Dreyer Prisen 2025
Johannes Riis, Eva Novrup Redvall og Tine Fischer | 11. juni 2025
Carl Th. Dreyer står for en filmkunst, hvor instruktøren farver fremstillingen gennem sine filmtekniske greb. Som Dreyer siger det i 'Lidt om filmstil', en Politiken-kronik fra 1943, så gælder det for instruktøren om at filtrere fremstillingen, så vi andre kommer til at se og føle stoffet med instruktøren. De spillefilm, som Ulaa Salim står bag, har et personligt præg og udfordrer vores forestillinger om, hvordan man fortæller på film.
Når man kigger på dine film, inklusive kort- og novellefilm, er der navnlig ét tema, der springer i øjnene: relationen mellem fædre og sønner. Den korte 'Vore fædres sønner', produceret på Århus Filmværksted, er båret af følelsen af uretfærdighed over den manglende anerkendelse af faren, der har forladt sit hjemland. I 'Fædreland', din afgangsfilm fra Filmskolen, besøger sønnen sin far, der er flyttet til Jordan efter en skilsmisse. Faren er tynget af skyld, og vi fornemmer i flashbacks kærligheden til moren og de uforløste drømme om familien. I en scene, der indkapsler temaet, bader faren og sønnen i Det døde hav. Scenen er båret af en lethed – de to mænd flyder som korkpropper, indtil vi igen rammes af farens tab af hjemland og familie. Scenen er en af flere, hvor kærligheden mellem far og søn skildres på en indforstået måde.
Handlingen i dine to spillefilm foregår i en nær fremtid, og den første, 'Danmarks sønner', følger op på konflikten mellem majoritets- og minoritetsdanskere. Hovedpersonens loyalitet over for landets love bliver sat på en hård prøve, da statsmagten ender i hænderne på kræfter, der vil hans familie det ondt. Det vel stærkeste greb i 'Danmarks sønner' er et perspektivskifte: den, som vi troede havde en birolle, viser sig at være hovedrollen. Skiftet tilføjer et moralsk lag til skildringen af politibetjenten i centrum, og 'Danmarks sønner' forener et spændingsplot med elementer, der kalder på eftertanken: Er det sådan et samfund, vi bevæger os mod?
Dit seneste værk, 'For evigt', foregår i en nær fremtid, hvor kloden trues af en sprække på havets bund, en sprække, der accelerer klimaforandringerne. Vores hovedperson vil redde kloden, og midtvejs får han ansvaret for den ubåd, der skal reparere sprækken. Samtidig møder han sin ungdomskærlighed, og drømmen om et lykkeligt familieliv – et centralt tema i dine film – fylder pludselig alt. Det særligt dristige valg i 'For evigt', det, der adskiller den fra dine tidligere film, er et metafysisk element. Sprækken har guddommelige kræfter og kan lade hovedpersonen leve sammen med dem, han netop ikke kan leve sammen med i sit jordiske liv.
I begge film har du været godt hjulpet af dine skuespillere, blandt andre Rasmus Bjerg, Zaki Youssuf og Simon Sears, og bag kameraet af gengangere som klipperen Jenna Mangulad og produceren Daniel Mühlendorph, men man fornemmer i begge film instruktørens hånd. Det gælder også, når du låner fra andre instruktører. Du har i et interview i DFIs podcastserie, 'Filmstemmer', peget på inspiration fra Andrej Tarkovskij. I flere af Tarkovskijs film er der andet end olie i undergrunden – Guddommelige kræfter, der blandt andet kan bringe de døde tilbage til den, der savner dem. Men selv når du låner præmissen, bliver den udfoldet i en fortælling, der ikke ligner nogen andre - eller for den sags skyld, ligner sig selv. Indledningsvis minder 'For Evigt' om en ungdomsfilm som din kortfilm, 'Ung for evigt', og da hovedpersonens ambitiøse mål kommer indenfor rækkevidde, aner man en finale af hollywoodske dimensioner. Så overtager de mystiske kræfter og løftet om et liv med dem, som vores hovedperson elsker allermest, styrer fremstillingen.
For at blive bevæget af slutningen, må man muligvis lægge nogle genreforventninger bag sig, men som Dreyer ville sige: man må godt udfordre sin tilskuer. Et godt eksempel er 'Ordet', hvor en af personerne – modsat din hovedperson – vender tilbage fra det evige liv. I 'The Films of Carl-Theodor Dreyer', argumenterer David Bordwell, at Dreyer undlader at bruge klipning og nærbilleder helt frem til slutningen for at gøre teknikken mere virkningsfuld i genopstandelsen – frem til da må scener godt føles langsommelige. Din teknik til en bevægende slutning er en anden, men den bygger også på sin helt egen teknik, og er på sin egen måde særdeles virkningsfuld [og man kan godt fælde en tåre under rulleteksterne].
Hvor 'Danmarks sønner' giver et foruroligende bud på et polariseret fremtidssamfund, er 'For evigt' et sjældent bud på den klimaramtes forestillinger om et paradisisk liv med sine nærmeste. Den måde, som du blander genrer, taler ind i din egen tid, og varierer far og søn-temaet gør dine film særegne. Du er i høj grad lykkedes med, som Dreyer siger det i 'Lidt om filmstil', at lade tilskueren se og føle stoffet, som du ser det. Vi glæder os til at se mere af samme!
