Tak for de pæne ord Tine, Johannes og Eva. Og egentlig tak for at pege på mig, jeg tænker ikke, det var det letteste valg. Men I har også taget en chance med valget. For det er ikke altid, det lykkedes med alt i mine film, og at de lander præcis som de skal. Og netop det at lykkedes med sine film og tager chancer tænker jeg, at jeg vil sige et par ord om.
Når jeg har lavet mine film, har jeg forsøgt pege indad men bestemt også udad i vores samfund. Jeg har forsøgt at give filmene en kunstneriske åre og en plads i verden. Når pladsen så er trang, og filmen ikke lander med 100 procent sikkerhed, må jeg som instruktør også erkende det. Men hvad betyder det så at få Dreyer Prisen i den forbindelse?
Da jeg skulle prøve at svare på det selv, kom jeg til at tænke på min 5-årige dreng. Hvor det vigtigste er at anerkende fremfor at rose. For selvom et barn har lyst til ros, er det anerkendelse, de har brug for. Grunden til at jeg tænkte på ham er, at på en måde er filmskabere meget som børn. Nu afslører jeg den mest velkendte hemmelighed om de fleste, der laver film. Hvis jeg skal være ærlig, er de, inklusive mig selv, nok tættere på at være barnlige og ikke så helt velfungerende voksne mennesker, selvom vi lader som om vi er på daglig basis.
Roser du filmskabere for meget kan de ikke beholde fødderne plantet solidt på jorden. Kritiserer du dem for meget, tror de til sidst på, at de ingen værdi har. Og hvad betyder det for filmene? At det faktisk er meget svært at tage chancer filmisk, hvis du og dem omkring dig tror for meget på kritik og ros frem for anerkendelse. Vi skal nemlig turde at tage chancer med dansk film, for ellers rykker vi os aldrig, hverken som branche eller som individer og filmskabere.
I min seneste film forsøgte jeg mig med en dansk sci-fi, hvor vi blandt andet skulle skabe en ubåd, som skulle lande på bunden af havet. 5 år tog det fra start til slut. Selvom filmen ikke landede helt som den skulle, oplever jeg stadigvæk, at den har gjort indtryk og vist, at den turde at tage chancer, og at jeg gjorde. Så måske er det både lykkedes og ikke lykkedes på en og samme gang med den film.
Nogle gange kan to sandheder godt eksistere samtidig. Det er nok ikke så sundt, at vi ikke kender sandheden, når det drejer sig om politik og fakta i samfundet. Men når det drejer sig om film, er min holdning klar: det er fint, vi ikke kun kender én sandhed og ét facit. Film er langt mere end et facit. Langt mere end en sandhed.
Filmen har et sprog, som kan være svært at sætte ord på. Men vi kender alle følelsen af en god film - en film vi altid vender tilbage til i livet, en film som ændrer vores måde at opleve både den ydre og den indre verden på. Filmen er en nødvendighed i et samfund, filmen må og skal aldrig uddø, men det kræver, at vi tager chancer. Så selvom jeg har fejlet som en sandhed, er i dag også en anden sandhed. At noget også er lykkedes.
Det er en stor ære at få Dreyer Prisen og vide, at jeg nu står på skulderen af en af landets største fortællere igennem dansk filmhistorie og ikke mindst de andre dygtige filmskabere, som har modtaget denne pris før mig.
I Dreyers filmografi kan vi se en fortæller, der har taget chancer, som både er lykkedes og ikke lykkedes. Når det virkelig lykkedes og hans landing blev perfekt, gik hans film over i filmhistorien.
Tak for al kritik og ros jeg modtager. Men mest af alt tak for anerkendelsen. En anerkendelse af, at lysten til at tage chancer har sin plads i den danske filmverden.
Den her anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg er landet efter min seneste film. Måske en skæv landing, men en landing trods alt.
For mig er Dreyer Prisen et kærlig klap på skulderen, men også et skub - et skub ud på den ukendte vej af chancer. Selvom det virker svært nogle gange, så er den her anerkendelse det, jeg har brug for, så jeg kan forsætte min rejse og huske på at; uden alle de skæve landinger kommer den perfekte aldrig. Tak.