Dreyers spillefilm - et overblik

Vredens Dag.
Stillbillede fra Vredens Dag (Carl Th. Dreyer, DK, 1943).
Dreyers filmproduktion kan deles op i tre faser. Første fase dækker tiden fra debuten i 1919 til Du skal ære din hustru (1925), mens La Passion de Jeanne d’Arc (1928) og Vampyr (1932) står som de største stilistiske eksperimenter, der samtidig indikerer overgangen fra den sidste stumfilm til det første forsøg med lyd. Tredje fase er de tre danske tonefilm, der på mange måder kan ses som kulminationen på hans værk.

De tidlige film: genremæssig og stilistisk forskellighed

Især den første fase er karakteristisk ved værkernes genremæssige og stilistiske forskellighed. Denne karakteristik var Dreyer i sin tid ganske glad for. Han søgte, sagde han, bevidst at give hver film sit unikke udtryk, som var bundet til det emne, den handling, den historie, det miljø, der var omdrejningspunktet for netop denne film. Man kan også se den tidlige fase som læreårene, hvor genrer og stil prøves af. Men er der stilistisk forskellighed, så er der samtidig tydelige tematiske sammenhænge. Fra den første film og frem fokuseres der ganske konsekvent på kvindeskæbner, ikke kun den faldne kvinde som i debutfilmen, eller den lidende kvinde, men også den lidende kvinde som en stærk person og i opposition – som én, der vælger sin skæbne, hvis alternativet er kompromiser og lunkenhed.

Det sidste aspekt synes at blive mere dominerende med årene, fra Jeanne d’Arc og frem til den ultimative Gertrud. Over for disse kvindefigurer står mændene som repræsentanter for magten og loven, hvad enten det er gejstlige inkvisitorer, stejle individer som holder på hver deres religiøse fortolkninger, men forsones gennem kvinden og miraklet som i Ordet, indflydelsesrige magtmænd som i Gertrud eller en banal småborgerlig hustyran som i Du skal Ære din Hustru.

Afsøger de tidligste film forskellige genrer og stilarter, så er hver enkelt film alligevel præget af Dreyers vilje til at videreudvikle filmsproget og afprøve grænser. Allerede i de første film fra Nordisk Film ser man hans ambitioner. Præsidenten fastholder sin rytme og afprøver med sin komplicerede flash back-baserede fortællestruktur en narrativ stil, som han selv efterfølgende anså som mislykket. Blade af Satans Bog lader sig inspirere af Griffiths banebrydende hovedværk Intolerance (US, 1916) og er helt klart af den unge instruktør fra starten tænkt som et hovedværk, der skulle sætte standarden for fremtidige film. I begge film ser vi de lidende kvinder, der er ofre for den patriarkalske samfundsorden.

Prästänkan og Du skal ære din hustru samt Der var engang viser en Dreyer, der ikke kun er alvorsmand, men også har en egen humor. Forståelsen og respekten mellem kønnene er temaet med variationer i alle tre film. De to tyske produktioner Die Gezeichneten og Michael står på nogle måder lidt alene i instruktørens værk. Die Gezeichneten bliver en noget svulstig fortælling om en russisk progrom, bl.a. igangsat for rent politisk at aflede opmærksomheden fra de revolutionære bevægelser. Det er intolerance, der er på dagsordenen igen, som også i Blade af Satans Bog, men her med sit udspring i sociale fordomme og politiske ideologier. I Michael skildrer Dreyer kærligheden og dens ultimative krav, men her i en variation, hvor mester og elev-forholdet har en homoerotisk antydning i sig.

Jeanne d’Arc og Vampyr – visuelle eksperimenter

Det internationale gennembrud kom med La Passion de Jeanne d’Arc, der ud fra alle betragtninger ikke blot er et af Dreyers hovedværker, men også en kulmination på stumfilmen. I La Passion de Jeanne d’Arc afprøves klipning og rytme med en hidtil uset intensitet og med et kunstnerisk overrumplende resultat.

Rytmen i Vampyr er helt anderledes langsom og hypnotiserende med søvngængeragtige travellings og en fotografering gennem gazestof, som giver filmen sit karakteristisk afblegede look. I Vampyr skaber han uden at benyttet gyserfilmens traditionelle vokabularium en uhørt skæbnesvanger atmosfære af mystik og overnaturlige kræfter ved hjælp af fotograferingen og næsten søvngængeragtige kamerabevægelser, der matcher personernes oplevelser. Med Vampyr skabte Dreyer en film, der i kraft af ren visuel magi kunne forføre tilskueren ind i en uhåndgribelig og overnaturlig verden.

Sammen viser de to film forskellige facetter af filmmediets magi og muligheder. De er begge højdepunkter i Dreyers filmkunst og hans mørkeste film med hovedpersoner, der er spændt ud mellem himmel og helvede.

De sidste tre film – enkelhed og kompromisløshed 

Tredje fase udgøres af de tre danske tonefilm, der kan ses som kulminationen på Dreyers værk. Her tilstræber han fortløbende at rense udtrykket til det mest enkle, det minimalt nødvendige for klarest muligt at formulere sin tanke, klarest muligt at forløse sit ofte abstrakte ideindhold. Her raffineres og forenkles klip, rytme og udformningen af interiører, her strammes tematikken. Det er alle tre værker om kvinden og kærligheden og kravet om tro og den totale hengivelse. Ved siden af La Passion de Jeanne d’Arc står Vredens Dag som det uomgængelige hovedværk. Her findes et af de store momenter i Dreyers kunst – skildringen af det øjeblik, hvor den unge uskyldige kvinde bliver sig bevist som erotisk menneske og som sådan bevidst om en magt, der kunne være at ligne med forhekselse. 

Ordet er en film, som i kraft af sin fotografering, bevægelsesrytme og i følelsesintensitet med uhørt overbevisning manipulerer tilskueren til at håbe og tro på det kristne mirakels mulighed samtidig med, at det er den kødelige kærlighed og livet, der fejres. Ikke Johannes ramt af galskab, men den jordbundne Inger er filmens og handlingens centrum, den person som er nødvendig både for gårdens og familiens daglige liv og fremtid. Hun inkarnerer den kærlighed, som filmen handler om – en kærlighed som Anne i Vredens Dagså småt begynder at forstå. Ingers sidste ord: ”Livet, livet” må ses i sammenhæng med mandens ord om, at han også elskede hendes krop. Da den genopstandne søger hans mund i kys, er det kødeligt hungrende. Kærligheden og barnets uskyld overvinder døden, og vi er alle overbeviste om, at det muligt.

Gertrud vælger titelpersonen livet i ensomhed frem for et liv med lunkne mænd, eller i hvert fald mænd, der ikke kan leve op til kvindens ultimative krav om at sætte alt til side for kærligheden. Gennemført stiliseret er filmen med sine statuariske optrin og elaborerede kamerabevægelser, som indfanger personer, der nok befinder sig i samme rum, men ikke er sammen. Gertrud er den ultimative historie om kompromisløshed, kravet til kærligheden som ideel fordring. Resultatet er en film uden sidestykke, en film der i sin gennemførthed og originalitet er lige så kompromisløs som hovedpersonen selv. Nøjagtig som Dreyer, der livet igennem på filmkunstens vegne var kompromisløs i sine krav til både sig selv og andre.


Af Dan Nissen