Forlæg / Prästänkan

Af Morten Egholm

Kristofer Janson: Prestekonen

Kristofer Janson var en af sin tids mest populære forfattere i Norge. Flere af hans bøger blev brugt som litterære forlæg til norske film i 20’erne. Dreyer er muligvis faldet for humoren i Jansons novelle Prestekonen (1901), men de to lå også på linje i flere af livets store spørgsmål.

Det var Dreyer selv, der valgte den norske forfatter Kristofer Jansons (1841-1917) novelle Prestekonen (1901) som forlæg for den svenskproducerede Prästänkan (1920). Ofte er filmen blevet analyseret i forhold til Mauritz Stiller og Victor Sjöström-traditionen, som den da også står i megen gæld til. Dreyer selv har i adskillige interviews ikke været tilbageholdende med at fremhæve, at brugen af litterære forlæg og on location-optagelser i samtidens svenske film var blandt hovedgrundene til, at han efter uoverensstemmelserne i forbindelse med produktionen af Blade af Satans Bog valgte at forlade Nordisk Film og drage til Norge for at lave den lille komedie for Stiller og Sjöströms produktionsselskab.

Dreyer har med sin meget autentiske location-brug og inddragelse af Bønder fra Jansons hjemstavnsegn tilstræbt en så folkloristisk loyalitet over for den grundlæggende idé i novellen som muligt.

Dreyer må have haft et vist kendskab til nordmandens forfatterskab, eftersom han stort set samtidig med optagelserne til Prästänkan fik til opgave at tage stilling til, om Jansons Fante-Anne (1913) var egnet til filmatisering. Efter Dreyers godkendelse gik Rasmus Breistein i gang med at instruere filmen, og den blev optaget sideløbende med Prästänkan med premiere 11/9 1920, en lille måned og et lille halvt år før henholdsvis den svenske og den danske premiere på Prästänkan.

Den mest udlånte forfatter

Valget af forlæg har formentlig haft at gøre med forfatterens popularitet i samtiden. Frem til 1925 havde Janson i en årrække været den mest udlånte forfatter ved Bergens bibliotek. Desuden blev hans bøger ofte brugt som forlæg i norske film i 1920’erne, ud over Prästänkan og Fante-Anne bør også Rasmus Breisteins Brudeferden i Hardanger 1926, baseret på fortællingen Marit Skjølte nævnes. Med hensyn til anerkendelse blandt samtidige forfattere og kritikere, befandt Janson sig på mange måder helt i front. Således blev han i 1870’erne og 1880’erne regnet blandt ”de fire” i norsk litteratur sammen med Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson og Jonas Lie. Sammen med de tre øvrige store modtog han statsstøttet digterløn, en indkomst, han dog frasagde sig i forbindelse med sin beslutning om at drage til USA for at starte en unitarmenighed (et ophold, der varede fra 1882-93). Vigtigt er det dog at understrege, at det var under og efter USA-opholdet, han skrev sine vigtigste værker, herunder Prestekonen, der indgår som den midterste af tre fortællinger i et af hans sene værker, nemlig novellesamlingen Middelalderlige Billeder (1901).

Janson: Nationalist, fritænker og unitar

Janson kombinerer i sit forfatter- og foredragsvirke at være både norsk nationalist, fritænker med begejstrede afstikkere til den gryende socialisme og teolog og markant frontfigur i unitarismebevægelsen i Norge og USA. Hvad angår den norske nationalisme, har det naturligvis historiske årsager, at den fortsat i de sidste 30 år af det 19. århundrede spillede en så fremtrædende rolle blandt ellers mere internationalt orienterede norske tilhængere af Det moderne Gennembrud. Unionen med Sverige helt frem til 1905 betød i mange litterære norske værker en fastholdelse af tematisk fokus på det særegent nationalt folkelige og sproglige. Et markant fokus på det særegent norsk folkloristiske kommer tydeligt til udtryk i skildringen af traditioner og almindelig levevis i Prestekonen, og Dreyer har med sin meget autentiske location-brug og inddragelse af bønder fra Jansons hjemstavnsegn tilstræbt en så folkloristisk loyalitet over for den grundlæggende idé i novellen som muligt. Filmen blev således optaget på Maihaugen Frilandsmuseum ved Lillehammer, en af de vigtigste byer i Gudbrandsdalen, hvor den norske forfatter var hjemstavnskonge og lod størstedelen af sine fortællinger foregå.

Samtidig lader Janson sig også litteraturhistorisk set delvist indskrive som en del af Det moderne Gennembrud, men også kun delvist, eftersom han gennem hele livet fastholder en grundlæggende religiøs livsanskuelse med tilslutning til den ganske vist noget fritænkerbaserede unitarisme. Mest på linje ligger han med Bjørnstjerne Bjørnson, der fra og med 1883 i forbindelse med det omstridte teaterstykke En Hanske (der antændte hele den nordiske sædelighedsfejde) valgte at repræsentere en mere kysk og til en vis grad mere religiøs udgave af Det moderne Gennembruds antiklerikale grundidéer. At Brandes-brødrene derimod ikke for alvor regnede Janson for en ægte gennembrudsmand fremgår bl.a. af breve mellem de to brødre og diverse norske kulturpersonligheder. 

Jansons socialistiske idealsamfund

Dette ændrer dog ikke ved, at Kristofer Janson gennem hele sit liv fastholdt en høj grad af social bevidsthed og forblev en svoren kritiker af kirken som institution, hvilket blandt andet fremgår af diverse religiøse foredrag og essays. Udover sine kirkekritiske foredrag holder Janson f.eks. også i 1891 to såkaldte Arbeiderforedrag, hvor han ideologisk vælger at tilslutte sig socialismen. I disse, hvor der tages udgangspunkt i amerikanske forhold, tager Janson kraftigt afstand fra den fri konkurrence og de fri markedskræfter. Han mener i stedet, at et samfundssystem, hvor enhver form for standsforskel er afskaffet, må være idealet. Arbejderne skal i tråd med traditionel marxistisk tankegang have lige ret til og magt over produktionsmidlerne, og derfor må disse sammen med alle jordbesiddelser overtages af staten. Alle borgere skal optræde som offentlige funktionærer med samme løn (som de skal have udbetalt gennem kreditkort!), og kvinderne skal have mulighed for at bidrage til fællesskabet og tildeles stemmeret. Selv om Janson åbenlyst tilslutter sig socialismen, er det vigtigt for ham at understrege, at han ikke går ind for en revolution for at nå frem til det idealistiske endemål. Tværtimod: ”Historien viser at fremskritt skjer langsomt, ved evolusjon og ikke med revolusjon”. Bemærk her, at dette er præcis den samme formulering, Dreyer senere vælger at bruge i essayet Fantasi og Farve (1955). Hvem ved, måske har Dreyer sine formuleringer fra Jansons foredrag.

Unitarismens næstekærlighed og evolution

Vigtigt er det dog at holde fast i, at Janson aldrig slipper troen på et gudsbaseret verdensbillede. Den jansonske socialisme forbliver en kristen socialisme, eftersom hans radikale tanker kædes sammen med et overordnet næstekærligt budskab med udgangspunkt i Bjergprædikenen, der ifølge de fleste unitarer er det absolut mest centrale bibelsted. Unitarismen var således den religiøse retning, der med sit mere dogmefrie gudssyn syntes at have den største fascinationskraft på socialkritiske intellektuelle i sidste halvdel af det 19. og første del af det 20. århundrede. Det internationale unitarsamfund har således haft navne som Charles Dickens og Edvard Grieg på deres medlemsliste. Det er da også primært på grund af hans særdeles aktive rolle som unitar, at der overhovedet er nogen, der beskæftiger sig med Janson i dag. I norske litteraturhistorier skrevet efter Anden Verdenskrig tildeles han kun beskedne omtaler, til gengæld foreligger temmelig omfattende biografiske værker om ham af aktive norske og amerikanske unitarer, senest den delvist fiktive Visdomsperspektivet (2004) af Anne Lofthus Solheim og Rolf Erik Solheim. Sidstnævnte par har endvidere sørget for, at Janson har fået tildelt sin egen hjemmeside.

På baggrund af ovenstående redegørelse fremstår Dreyers valg af Janson som forfatter på ingen måde tilfældigt. Idémæssigt ligger han på linje med Janson med hensyn til en særegen blanding af tro på fremskridtet og interesse for religiøse problemstillinger. Den mere forsigtige tro på en ændret samfundsorden har de også til fælles, jævnfør de næsten identiske formuleringer om evolution frem for revolution. Dog er der ingen tvivl om, at Dreyers teologiske forankring er langt mindre end Jansons, og det er utænkeligt at forestille sig Dreyer tilslutte sig en bestemt religiøs retning. Dertil er hans idémæssige grundlag for mangetydigt.