Holger Drachmann: Der var engang

Hvad så Dreyer egentlig i Holger Drachmanns nationalromantiske letbenede eventyrstykke fra 1884? Det er der flere bud på, men for Drachmann selv var der meget på spil. Det handlede om både politiske og litterære opgør – ikke mindst med Brandesbrødrene og deres ’moderne gennembrud’.

Filmatiseringen af Holger Drachmanns (1846-1908) populære, nationalt sindede eventyrlystspil (skrevet 1884, teaterpremiere 1887), betragtede Dreyer selv – efter Två Människor – som sin mest mislykkede film. Således sagde han om filmen i 1939 i et lille selvbiografisk notat til vennen Ebbe Neergaard:
”Fra den krasse Realisme [Die Gezeichneten] foretog jeg Springet over i Æventyret – med Holger Drachmanns ”Der var engang –”, der gav mig den bitre Lære, at man kan ikke bygge en Film op paa Stemninger alene. Netop hvor Filmen burde være taget til i dramatisk Styrke og spilmæssigt være kulmineret i en stormfuld Kamp (…), stod Handlingen stille som en Sommerdag uden en Vind” (citat fra Drouzy, 1982, s.67).

Faktisk skal stykket langt hen ad vejen ses som et polemisk debat-indlæg imod Det moderne Gennem-bruds primære fokus på realisme, samtidskritik, kvindefrigørelse og internationalisme.


En mislykket film

Denne vurdering har gennem tiderne sat mange spekulationer i gang om, hvor helhjertet Dreyer stod bag sin Drachmann-filmatisering, og om han overhovedet så nogen litterær værdi i forlægget. For ikke alene afviste han senere filmen som mislykket, men på et tematisk niveau synes forlæggets nationalkonservatisme og grundlæggende letbenede optimisme umiddelbart at ligge Dreyer fjernt.
Vigtigt er det i den forbindelse at holde fast i, at det var Dreyer, der straks af sig selv foreslog Der var engang på grund af stykkets tematiske bånd til forskellige af H.C. Andersens eventyr – over for ejeren af Paladsteatret, Sophus Madsen, da denne ønskede uafhængigt af øvrige filmselskaber at producere en meget dansk film. Endvidere udtalte Dreyer sig 17 år senere i rosende vendinger om Drachmanns skuespil i forbindelse med en artikel om mulighederne for at lave vellykkede filmatiseringer af H.C. Andersen-eventyr: ”Her skal i forbigående bare nævnes Holger Drachmanns ”Der var Engang – ”. Tænk hvilket vidunderligt dansk stof, frembåret af den danskeste af al dansk musik, Lange-Müllers. Skulle det ikke være en film, der havde bud til hele verden?” (fra Dreyers Om Filmen, 1964, s.56).

Teaterstykkets enorme publikumsucces

Med til at påvirke Dreyers lyst til en filmatisering har utvivlsomt også været stykkets popularitet i samtiden. Ganske vist havde Der var engang en hård fødsel, fra det blev skrevet af Drachmann i maj-juni 1884, til det efter en del tovtrækkerier, uenigheder og deraf følgende handlingsmæssige ændringer og justeringer blev antaget ved Det kongelige Teater og fik premiere 28/10 1887. Men fra og med premieren har der stort set op til i dag været tale om en enorm publikumssucces. I 1921 var stykket allerede blevet opført mere end 300 gange ved Det kongelige Teater, og siden har der været mere end 150 yderligere opførelser. Ifølge Johannes Ursins Bibliografi over litteraturen om Holger Drachmann (1959) havde stykket i 1956 i ind- og udland været opført over 1400 gange, og det forelå blandt andet i svensk, tysk og ungarsk oversættelse. Hertil kommer et hav af opførelser ved provinsteatre og på friluftsscener efter 1956, den seneste markante er en opførelse i Ulvedalene i Dyrehaven i 1998, hvor en lettere revideret udgave af stykket efterfølgende blev genudgivet i bogform. Den oprindelige bogudgave var allerede i 1922, da Dreyer lavede sin filmatisering, blevet trykt i 54.000 eksemplarer.

Der var engang som polemisk debatindlæg

Alle de litterære forlæg, Dreyer benytter sig af før Der var engang, er i mere eller mindre grad skrevet i en brandesiansk tradition. Eftersom Drachmann i starten af sit forfatterskab fuldt ud tilsluttede sig Brandes-brødrenes moderne gennembrud, kunne det være nærliggende at se Dreyers valg af Der var engang i logisk forlængelse af hans valg af Franzos, Janson og Madelungs værker. Det kan imidlertid ingenlunde siges at være tilfældet. I den periode af sit liv, Drachmann skriver Der var engang, har han valgt at tage så kraftigt afstand fra Brandes-brødrene og deres litterære program, som det overhovedet er ham muligt. Faktisk skal stykket langt hen ad vejen ses som et polemisk debatindlæg imod Det moderne Gennembruds primære fokus på realisme, samtidskritik, kvindefrigørelse og internationalisme. Helt uvæsentligt er det heller ikke at nævne, at Der var engang sikrede den tidligere revolutionære Drachmann et kongeligt ridderkors, og at han i den forbindelse i Midsommervisen tilføjede et ekstra vers, hvor kongen fik en særlig hyldest.

Drachmanns politiske – og litterære – pendulsving

Perioden, hvor Drachmann tilslutter sig den mere nationalkonservative og nyromantiske del af det danske åndsliv, strækker sig fra 1883 til 1891, begyndende med Drachmanns egen polemiske rejseskildring Ostende-Brügge i Skyggebilleder fra Rejser i Indland og Udland (1883) og Georg Brandes’ afstandtagen til Drachmanns litterære udvikling i Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Denne kritiske omtale fra Brandes’ side afstedkommer ligefrem, at Drachmann 29/12 1883 melder sig ud af Venstre for i stedet i de næste cirka ti år at tilslutte sig Højre. Fokus var nu udelukkende rettet mod dyrkelsen af det nationale. Der var engang blev skrevet i Norditalien året efter Drachmanns politiske pendulsving, og i et langt brev til vennen Otto Borchenius fremgår det, at han ser sit nationale stykke som led i ”dette store Slag, der endnu mere utvetydig stiller mig udenfor det ”litterære” Venstre, paa min ensomme Borg, hvor jeg har Sagn, Lyrik, Musik, harmløs Skæmt, men ogsaa fin og dyb Symbolik til mine haandgangne Tjenere” (21/6 1884). Det overordnede mål for Drachmann er med stykket at sætte ”den fladbundede og materialistiske ”Realisme” Stolen for Døren” (ibid.) og ved at få skabt grobund for en fælles dyrkelse af den nationale fortid at få fjernet enhver form for politisk splittelse i fædrelandet.

Dreyers lyst til poesi og skønhed

Drachmanns stykke er med sin tilbageskuende dyrkelse af romantik, eventyr og nationalisme altså helt igennem anti-brandesiansk. Hvorfor Dreyer valgte at filmatisere et så nationalkonservativt og alt andet end alvorstungt stykke synes at have flere årsager. Først og fremmest ville Dreyer gerne foretage et stemningsskift i forhold til den dystre Die Gezeichneten. Dette er han selv inde på i et samtidigt interview givet umiddelbart efter Madelung-filmatiseringen: ”… nu har jeg Lyst til at lave noget poetisk og smukt, noget lyst og let og dog lødigt” (udateret artikel fra Dreyers arkiv). Endvidere skal man ikke se bort fra, at man hos Dreyer finder en fundamental tro på nationalt afgrænsede enheder som værdiskabende, og han ser en både national og international pointe i at formidle det typisk danske. Endelig rummer den del af Drachmanns stykke, hvor prinsessen er henvist til sammen med prinsen forklædt som stodder at leve i en fattig hytte i skoven, mange muligheder for Dreyer med hensyn til at dyrke sine to største kæpheste: autenticitet og realisme i miljøtegningen og en skildring af det psykologisk komplekse spil mellem to mennesker, der følelsesmæssigt er afhængige af hinanden.


 Af Morten Egholm | 03. juni