Filmen blev optaget i perioden omkring 1. maj til ca. 15. juli 1920 i Norge, men allerede i begyndelsen af marts 1920 var Dreyer på research i Norge. Han ønskede i denne film at skabe et helt autentisk miljø og benyttede en museumslandsby, grundlagt af den norske tandlæge Anders Sandvig (1862-1950). Det kulturhistoriske museum og tilhørende frilandsafdeling med stavkirke, præstegård, fritliggende gårde, huse og bygninger med indbo og folkekunst er beliggende på et areal på ca. 40 ha i Maihaugen i udkanten af Lillehammer (www.maihaugen.no). Der blev ikke bygget en eneste kulisse til filmen, alle indendørsoptagelser foregik i de trange huse. Elektrikere måtte trække lange ledninger fra elektricitetsværket til Maihaugen, så der kunne sættes lys i de mørke bondestuer. Dreyer fortæller i et interview (Morgenbladet, 24/7 1920), at der blev brugt op til 40.000 ’normallys’. Skuespillerne fik ondt i øjnene af det skarpe kunstlys, og optagelserne måtte arrangeres således, at dem, der havde mest ondt, fik hviledage, og når de var i bedring fik de andre skuespillere fri til at pleje deres øjne.
Bønderne i filmen var rigtige bønder og andre ’indfødte’ fra Guldbrandsdalen. Dreyer kørte sammen med den lokalkendte forfatter Olav Aukrust hele området igennem og hyrede statister. Der skulle bruges ca. 70-80 mænd, og et krav var, at de alle skulle have fuldskæg.
Den svenske skuespillerinde Hildur Carlberg (1843-1920), der spiller titelrollen, havde forud for Prästänkan medvirket i film hos henholdsvis Mauritz Stiller og Viktor Sjöström. Hun var 76 år og dødssyg under optagelserne, men klarede at gennemføre til sidste spilledag. Hun døde kort efter, den 27. august, og nåede ikke at se den færdige film.
Filmen er i øvrigt et tidligt eksempel på et forbilledligt skandinavisk samarbejde: Svensk producent, dansk instruktør og fotograf, norsk litterært forlæg og locations. Den mandlige hovedrolleindehaver Einar Röd samt William Ivarson, Lorentz Thyholt og Olav Aukrust var nordmænd, Hildur Carlberg som sagt svensker ligesom Greta Almroth og Kurt Welin, og endelig danskerne Mathilde Nielsen og Emil Helsengreen.
Af Lisbeth Richter Larsen | 25. februar 2010