Præsteenken fik en lidt blandet modtagelse i de danske aviser. Københavns anmelder beskylder emnet for at være ”noget tyndt og temmelig uinteressant; der er Mangel paa Handling: der s k e r ikke noget”, og de indlagte lystspilscener opleves som umotiverede – "der står jo i programmet, at det er et drama!" Til gengæld roses ’naturbillederne’ og Hildur Carlbergs "fortræffelige spil" (København, 27/4-1921).
Berlingske Tidendes anmelder er begejstret for filmens humor: ”Fuld af pudsige Momenter er for øvrigt denne Film, der vækker baade Taarer og Latter. Med Jubel modtages saaledes Mathilde Nielsen og Emil Helsengreen som to ældgamle Tjenestefolk …”.
Politiken er også venligt stemt og skriver: ”Hr. Dreyers Iscenesættelse er paa alle Punkter dygtig og forstaaende. Gennem den faar man en Række interessante kulturhistoriske Billeder …”.
Filmen fik tilsyneladende også en lidt blandet modtagelse i Sverige. Jf. Svensk Filmografi fandt nogle kritikere den stiv, langtrukken og museumsagtig. Dagens Nyheter kritiserer Dreyer for ikke at have udnyttet mulighederne i historien. ”Han har inte kunnat beräkna verkan av sina scener, och följden är att mycket verkar rentav osmakligt, och huvudpersonerna, i synnerhet prästen, osympatiska. Einar Röd (…) verkar även här idel teater och ser dessutom på intet sätt nordisk ut med den Mefistofelesmask han funnit lämpligt att anlägga”.
Men der var også begejstrede røster: ”Med verklig glädje må här konstateras, at denna svenska film är betydligt överlägsen vad som denna säsong visats av svenska inspelningar. Det är ett liv över skildringar, människorna framträda mer verkligt, det är en starkare dramatisk helgjutenhet [helstøbthed], därför tilltalar denna film det estetiska sinnet, på samma gång man förnimmer att det är en bild ur verkligheten” (Folkets Dagblad Politiken).
Hildur Carlbergs fremstilling af præsteenken fremhæves alle steder som en pragtpræstation.
Af Lisbeth Richter Larsen | 24. marts 2010