Indendørsdekorationerne blev bygget i en tom værktøjshal, der tilhørte Renault-fabrikken, i Billancourt. Udendørsscenerne blev optaget på en mark i Petit-Clamart, en forstad sydøst for Paris. Her byggede man en sammenhængende dekoration på størrelse med Kgs. Nytorv bestående af kirke, små snævre gader med skæve huse, bymur med vagttårne og vindebro, omgivet af en voldgrav. Det hele blev bygget op i beton og kraftigt tømmer, og iflg. instruktørassistent Ralph Holm måtte man sprænge dekorationerne væk med dynamit, da området skulle ryddes efter optagelserne. For at opnå de særlige kameraindstillinger, som præger filmens visuelle udtryk – bl.a. frøperspektivet på personerne – fik Dreyer og hans fotograf Rudolf Mathé gravet løbegange og huller for at kunne stille kameraet så lavt som muligt.
Optagelserne begyndte 17. maj 1927 og manuskriptet blev stort set indspillet kronologisk. Dreyers arbejdsmetode var lidt af en prøvelse for skuespillerne. De mødte op hver dag, iførte sig kostumer, og ventede. Iflg. Martin Drouzy (1982) var der kun brug for dem hver tiende dag eller sjældnere. Hver scene blev optaget 5-10 gange. Optagelserne stod på i lidt over et halvt år.
I klippeperioden, som strakte sig over flere måneder, blev 85.000 optagne meter råfilm reduceret til ca. 2.400 meter færdigklippet film – lig med 1½ times spilletid. Det har Dreyer udtalt i et interview, men skyder tilsyneladende lidt ved siden af. Det danske censurkort angiver nemlig længden til 2210 meter, hvilket svarer til ca. 1 time og 20 min. spilletid.
Filmen kostede den enorme sum af 9 millioner francs – til sammenligning kan nævnes at selskabets anden storfilm Napoleon havde kostet 11 millioner francs. Bl.a. var de store dekorationer en meget kostbar affære, og i den færdige film synede de til producentens store fortrydelse ikke af ret meget.
Af Lisbeth Richter Larsen | 16. august