Anmelderne roste over en kam filmen for dens kunstneriske kvaliteter, Falconetti for sit spil i titelrollen, fotografen for de fortræffelige billeder og Dreyer for sit mod. Det er slående, at anmelderne betragter filmen som en eksperimenterende film og et forsøg på fornyelse, men at der konsekvent antydes et forbehold eller en skepsis overfor, om denne fornyelse er fremtiden. Dilemmaet fremgår af uddrag fra to unavngivne avisudklip:
”Kunstnerisk set vandt han [Dreyer] også en stor Sejr, men vi tror, at han er saa meget foran sin Tid, at Publikum endnu vil have vanskeligt ved at goutere denne Form for Film, det maa først oplæres hertil”. Falconetti fremhæves for sit spil, der kaldes ”… den mest sublime Kunst, der i lange Tider er set paa det hvide Lærred”.
En anden unavngiven anmelder, der kalder filmen ”et realistisk og yderliggaaende artistisk Eksperiment” har samme pointe: han påpeger, at man som tilskuer trættes undervejs, men ”Naturligvis matte denne Film blive en Oplevelse, ja, man tør sige, at større kunstnerisk Oplevelse har vort Filmspublikum aldrig haft”. Dilemmaet formuleres tydeligt sidst i anmeldelsen: ”Om Filmen som Kunstart overhovedet er i Stand til at tilfredsstille disse Idealer er maaske tvivlsomt, et eller andet manglede for at forene den høje kunstneriske Standard med en virkelig Publikumsappel”.
Filmen gik ikke længe. I Biograf-Bladet kan man følge filmens gang i de københavnske biografer: 21/4-6/5 i Palads, 14/5-20/5 i Park Teatret og 21/5-25/5 i Odeon Teatret.
Sophus Madsen, biografdirektør i Palads og filmens distributør, forsøgte sig med et særligt markedsføringsstunt – han inviterede på foranledning af folketingsmedlem A.C. Meyer 1800 arbejdsløse ind i biografen for bagefter at høre deres mening om filmen.
Af Lisbeth Richter Larsen | 16. August