Kritiker, skribent og leder af Statens Filmcentral 1946-57. Født 30/3 1901, død 2/8 1957 – 56 år gammel.
Ebbe Neergaard var cand.mag. i tysk og engelsk og en myreflittig kulturskribent. Han havde allerede, før han fyldte 20 år, lyriske bidrag i tidsskriftet Klinte (1920-21), der var forgænger for debutanttidsskriftet Hvedekorn.
Neergaard blev medlem af den danske Mondegruppe, som opstod omkring kunstpædagog og kommunistisk frontkæmper Rudolf Broby-Johansen i 1928, men han deltog ikke regelmæssigt i møderne, da han fik et lektorat ved Berlins Universitet samme år, hvor han med hyppige rejseaktiviteter (bl.a. til Sovjet samme med et par Mondekollegaer i 1930) blev indtil Hitlers magtovertagelse i 1933. Gruppen byggede på den franske forfatter Henri Barbusses (1873-1935) tanker omkring Clarté-organisationen, der opstod som en international pacifistisk bevægelse efter første verdenskrig baseret på en socialisme, der ikke bekendte sig til et parti. Barbusse gav tilladelse til en skandinavisk udgave af et af hans franske tidsskrifter Monde, der her startede som et månedsskrift for litteratur, kunst videnskab, økonomi og politik. Den danske Mondegruppe overtog ledelsen af Studentersamfundet, fik flertal i Københavns Universitets Studenterråd og skabte en landsdækkende socialistisk gymnasiastbevægelse.
Som en udløber af Studentersamfundet dannedes i foråret 1929 foreningen Forsøgsscenen, med en 9-mands bestyrelse bestående af bl.a. Ebbe Neergaard, komponisten Knudåge Riisager og Broby-Johansen, som udgav tidsskriftet af samme navn indtil slutningen af 1931. I denne forening (der også havde en afdeling for eksperimenterende teater og marionetteater) stod Neergaard for introduktion og forevisning af avantgardefilm. I sin artikel Filmens Avantgarde (Forsøgsscenen nr. 7, februar 1930) omtaler han Dreyers uvante anvendelse af nærbilleder. En udbygget socialistisk kritik af eksperimentalfilmene kan læses i Neergaards første bog om film Hvorfor er Filmen saadan?, der blev udgivet af Mondes bogforlag 1931. Eksperimenterne kritiseres for deres manglende sociale virkelighedsfornemmelse, hvor disse fra ren abstraktion bevæger sig mod abstraktion baseret på virkeligheden for at kulminere i den sociale Sovjetfilm. På bogens slutside fremhæves Jeanne d´Arc frem for alle som “… en af de mærkeligste og mest bemærkelsesværdige film, der nogensinde er produceret. Det er en religiøs film, men uden moraliserende prædiketone i texten, blot autentiske replikker fra forhørsprotokollerne, uden “mirakler” og trickfotos, uden sløret sentimental fotografi, uden uvedkommende blot på sensation beregnede massescener, uden nogen skøn, asketisk heltinde – hun er grå og grim, en bondepige besat af en idé, ganske simpelt.(…) Indenfor kinokunsten svarer den til le Corbussiers (sic) huse indenfor arkitekturen, PH-lampen indenfor belysningsteknikken, stålmøblerne indenfor møbelkunsten. Sammen med Chaplin, Vertoff, Turin, Eisenstein hører Dreyer til dem, der forstår hvad film er“ (s. 91).
Kommunisterne, der fordrede aktivt medlemskab af partiet, overtog magten i Forsøgsscenen i 1931 nogenlunde samtidig med, at månedsskriftet Mondeændrede navn til Plan (som fortsatte indtil 1935). Da der ikke eksisterede et uafhængigt socialist parti, valgte Neergaard at følge kommunisterne som skribent og medredaktør af Plan samt som anmelder på Arbejderbladet.
I starten af anden verdenskrig udsendte Neergaard 1940 på det lille forlag Atheneum den første vigtige monografi om Dreyer, En Filminstruktørs Arbejde (Carl Th. Dreyer), der omfattede filmene til og med Vampyr og dannede basis for en ny international interesse for Dreyers oeuvre. Fra 1943 måtte Neergaard søge eksil i Sverige, hvor han intensiverede skribentvirksomheden. Han forsøgte straks efter hjemkomsten at blive ansat som kulturskribent på Land og Folk, men blev blankt afvist af chefredaktøren Børge Houmann, og det var vist meget heldigt. I stedet blev han i perioden 1945-48 teater- og filmmedarbejder på Information. For sin kulturelle indsats blev Neergaard i 1946 hædret med stillingen som direktør for Statens Filmcentral, hvor han blev resten af livet. Her sørgede han bl.a. for en vid udbredelse af Jeanne d´Arc til undervisningssektoren.
Neergaards skriverier spændte vidt, bl.a. foregreb han faget Filmvidenskab på Universitetet med forelæsningsrækken Filmkundskab (Gyldendal 1950). Forelæsningsrækken dannede basis for hans Historien om dansk film, som først blev udgivet af Gyldendal tre år efter hans død. Dreyer skrev i sit forord: “Ja, kære Neergaard, denne gang er det altså mig der skal skrive om Dem. De ved jeg gør det med glæde, som et lille afdrag på den gæld jeg står i til Dem.” I 1963 udkom Ebbe Neergaards bog om Dreyer i videreført udgave ved Beate Neergaard og Vibeke Steinthal på Dansk Videnskabs Forlag.
Ægteparret Neergaard og Dreyer havde mødt hinanden i Berlin i 1930, hvor Ebbe Neergaard var ansat som lektor på universitetet, og Dreyer lavede lydefterarbejdet på Vampyr. Gennem årene udviklede bekendtskabet sig mellem ægteparret Neergaard og Dreyer og hans kone. Hvis man overhovedet kan tale om, at Dreyer – som det meget private og blufærdige menneske han var – havde venner, så må det være Ebbe Neergaard, der udover at være Danmarks vigtigste filmpædagog og Dreyers første biograf, også kan kalde sig hans ven.
Af Carl Nørrested | 24. marts