Skuespiller. Født 28/05 1884, død 04/11 1972 – 88 år gammel.
Efter endt studentereksamen søgte Johannes Meyer ind på Det kgl. Teaters Elevskole, men blev afvist hele to gange. Alligevel debuterede han i 1905 på Dagmarteatret i forestillingen Dansen på Koldinghus. Siden nåede han at optræde på næsten samtlige københavnske teatre og var leder af Fønixteatret og Nørrebros Teater, inden han blev ansat på Det kgl. Teater i 1941 som 57-årig. Her fejrede han triumfer i rollerne som Willy Lohman i En sælgers død, Phil Hogan i Måne for de mislykkede og Big Daddy i Kat på et varmt bliktag.
Han var aktiv i tv-teatret og gennem hele karrieren også i radioteatret, hvor han blev flittigt brugt som oplæser. Især i de sidste år, hvor det kneb med at optræde på scenen på grund af en knæskade, havde han mange opgaver der.
I 1953 fik han biografbevillingen til Regina-biografen i Århus og i 1960 til Metropolteatret i København.
Johannes Meyer debuterede tidligt på film i Revolutionsbryllup (1910), hvor han spillede overfor Betty Nansen. Han medvirkede i 13 stumfilm - udover de tre han lavede sammen med Dreyer - bl.a. ydede han en fin præstation sammen med Bodil Ipsen i Lavinen (1920).
I 1916-17 var han efter eget udsagn i Hollywood, men et gennembrud i USA blev det ikke til.
I Blade af Satans Bog, som fik premiere i 1921 (indspillet i 1919) spiller han den bærende rolle i filmens andet afsnit om Den Spanske Inkvisition. Her spiller han den ulykkeligt forelskede munk Don Fernandez y Argote, der ender som en brik i Inkvisitions spil. En meget troværdig præstation, der tydeligt viser den plagede munks samvittighedskvaler.
Samme år fik Meyer igen en rolle i Dreyers Die Gezeichneten (Elsker hverandre), som politispionen Rylowitsch. Filmen blev optaget i Berlin med en overvejende russisk stjernebesætning og tyske teknikere - Dreyer og Meyer var, sammen med filmarkitekten Jens G. Lind, de eneste danskere. Meyers personificering af en provokatør fremhæves som filmens betydeligste præstation.
Du skal ære din Hustru fra 1925 byder på en hovedrolle til Meyer. Her spiller han urmageren Victor Frandsen med de tyranniske karaktertræk overfor den ulykkelige og underkuede hustru Ida (Astrid Holm). Udviklingen fra strengt kontrollerende ægtemand til kærlig familiefar skildres på bedste vis, men overgås måske af den sympatiske barnepige Mads (Mathilde Nielsen), der har æren for hans forvandling.
Imellem Die Gezeichneten og Du skal ære din Hustru forsøgte Meyer sig som instruktør for selskabet Tumlingfilm med filmene Smil og Taarer og En Kæreste for meget. Begge film er folkekomedier og blev de eneste for Tumlingfilm, som han selv oprettede med Alice O’Fredericks.
Med talefilmen tog hans filmkarriere fart med et væld af roller især i 1940’erne og 1950’erne. Her skal især fremhæves Gaa med mig hjem, Afsporet, Støt står den danske sømand, som han fik en Bodil for (bedste birolle), Café Paradis, Mød mig på Cassiopeia og Tine.
Johannes Meyer nævnes ofte i samme åndedrag som Poul Reumert og Clara Pontoppidan. De var næsten samme årgang og har alle tre spillet et væld af karakterroller i teater og film. Birollerne var han en mester til at forløse. Både de knarvorne mænd men også i komediegenren. Han spændte vidt og formåede altid at få det menneskelige frem i sine karakterer. Hans karakteristiske sprukne stemme, som han selv kaldte ”en skraldespand”, blev ofte brugt i bryske/forbryderiske roller, men rummede også smerte og ømhed, der kom til udtryk fx i Besættelse fra 1944.
I et brev til Dreyer fra 28/4 1955 kalder Meyer ham ”en gammel ven fra ungdommen”. Han har kun ”glade og lyse minder” fra deres fælles stumfilmtid, men udtrykker stor skuffelse over, at han ikke kom med i Dreyers ”seneste mesterværk” (Ordet). Meyer priser Dreyers ”enestående dygtighed”, men et livslangt venskab mellem de to, var der ikke tale om.
Læs mere om Johannes Meyer i Nationalfilmografien.
Af Birgit Granhøj | 04. juni