Dreyer i Skotland: Arkivet og den urealiserede Film om Maria Stuart
C. Claire Thomsons forskningsartikel om en af Dreyers store urealiserede spillefilm om en dronnings livshistorie: Maria Stuarts, eller historien om Mary, Queen of Scots. Dreyers arkiv omfatter store mængder af researchmateriale og noter fra dette filmprojekt, hvoraf mange blev samlet og nedskrevet under to ophold i Skotland i 1946 og 1955. Denne artikel foretager punktnedslag i Maria Stuart-samlingen for at skitsere Dreyers ophold, hans research og hans bestræbelser på at realisere filmen, og den sætter filmprojektet i sammenhæng i perioden mellem Vredens Dag (1943) og Ordet (1955). I øvrigt diskuteres Dreyers formidling af sin omfattende viden i det upublicerede filmmanuskript og de historiografiske kontroverser, der verserer om den skotske dronning. Udredningen af disse modstridende opfattelser om Mary Stuart afdækker en vis spænding i manuskriptet mellem de historiske kendsgerninger og den psykologiske realisme, der kendetegner Dreyers kongelige portræt.