Dagmars historie
Biografbygningen blev opført af arkitekterne Dahlerup, Berthelsen og Chr. Kampmann, og resultatet blev en af Danmarks smukkeste biografer. Under besættelsen blev Dagmarhus hjemsted for den tyske overkommando i Danmark, og biografen fungerede som tysk propagandabiograf. Efter befrielsen 5. maj 1945 rykkede englænderne ind og fik hovedkvarter i bygningen, og fra 17. juni genoptog direktør Hilmar Clausen biografdriften efter at have været fordrevet af tyskerne. I de følgende år var der revy om sommeren, hvor stjernenavne som Marguerite Viby og Osvald Helmuth optrådte. Hilmar Clausen drev biografen frem til sin død i august 1951, hvorefter bevillingen blev opslået.
Ledig bevilling
Datidens lovgivning fastlagde, at der af Justitsministeriet skulle gives bevilling til at drive en biograf, og at en person kun kunne drive én biograf. Det var typisk filmfolk, der fik en bevilling, eller enker efter filmfolk. Derudover kunne en bevilling gives til en producent eller til en organisation med almenoplysende formål. Dengang, før tv havde gjort sit indtog, var biografdrift en ganske solid forretning.
Fra Hilmar Clausens død og frem til Dreyers overtagelse 7 måneder senere, blev biografen drevet af Fleming Lynge og Tage Hertel. Førstnævnte var en uhyre flittig manuskriptforfatter, Hertel havde været daglig leder af biografen under Hilmar Clausen. Allerede i december var der i pressen rygter om at Bodil Ipsen skulle være blandt ansøgerne, ligesom Poul Reumert. Ipsen ledede Nørrebro-biografen Odeon, men en premierebiograf i centrum var naturligvis langt mere attraktiv. Desuden blev Dreyer nævnt som ansøger, sammen med Aksel Schiøtz, Johannes Meyer og Mogens Skot-Hansen. Men det var rygter, og der var stort hemmelighedskræmmeri omkring sagsbehandlingen, hvilket efter afgørelsen i marts 1952 blev stærkt kritiseret i Biograf-bladet, der også talte om ”usømmeligt smøleri” i sagsbehandlingen, der havde trukket så længe ud.
Den nyslåede biografdirektør
Dreyer var på det tidspunkt 63 år og havde ikke lavet en dansk spillefilm siden Vredens Dag i 1943, men havde i 1945 i Sverige instrueret Två Människor og efterfølgende en række kortfilm i Danmark. I et interview i B.T. siger Dreyer, at det er første gang han har søgt en bevilling, om end han er blevet opfordret flere gange. ”Her syntes jeg imidlertid, at det var en opgave, som ikke kunne løses rutinemæssigt….” Biografens kunstneriske profil og omdømme havde gjort den til noget helt særligt og en særdeles attraktiv biograf.
Det var Justitsminister Helga Pedersen selv, der ringede og ifølge Politikenbegrundede bevillingen med Dreyers fortjeneste som instruktør. I samme interview bliver han spurgt om sine repertoireplaner, hvortil han svarer, at han ville finde gode film. ”Og det betyder ikke – hvad man maaske kunne vente af mig – udelukkende tunge eller alvorlige film. Jeg er selv en stor beundrer af gode lystspilfilm.” Dreyer er tydeligvis meget glad og taknemmelig for bevillingen og erklærer i flere interviews, at han vil lægge andre projekter på hylden for at koncentrere sig om den store opgave og det store ansvar, han har fået med bevillingen. Privat, til sin sagfører, formulerede Dreyer sig dog lidt anderledes: ”Faar jeg Dagmarbevillingen, og dermed en fast og forøget Indtægt, er der forskellige Forarbejder jeg kan gaa i Gang med, som jeg nu ikke kan overkomme.” Dette er formentlig med henvisning til Jesus-filmen som Dreyer arbejdede på.
10 dage inden Dreyer sætter sig i stolen skriver B.T. om ”sensationelle Film hos Carl Th. Dreyer i hans Dagmar-Bio”. Nævnt bliver Kurosawas Rashomon og Zoltan Kordas Cry, My Beloved Country om raceproblemet, optaget i Sydafrika.
I de første tre år af Dreyers tid var Dagmar Bio også ramme om den sommerrevy, som Stig Lommer i en årrække havde stået for. Men i 1955 skriver pressen, at fremover bliver det biograf året rundt. Året 1955 begyndte godt for biografen med premiere på Dreyers egen Ordet, der blev hans første store succes som filminstruktør.
Dreyer ledede biografen frem til sin død i 1968, i 16 år. I forbindelse med overtagelsen nævner han flere gange sin målsætning om at fastholde og udvikle profilen og sin store respekt for en kunstnerisk biograf, som Dagmar var.
Amerikansk dominans og filmblokaden
Statistisk set var der i alle årene en usædvanlig klar amerikansk dominans. 134 film fra USA, efterfulgt af 26 engelske. Resten var i småtingsafdelingen: 12 italienske, 12 franske og 11 fransk-italienske coproduktioner.
Dagmars repertoire fordelt på oprindelsesland for perioden 1952-68.
Repertoiret vidner om en udpræget amerikansk dominans, men udbuddet i danske biografer i disse år var ifølge Edvin Kau og Niels Jørgen Dinnesen (1983) stærkt amerikansk domineret. I 52/53: 65.7%, 53/54: 64.8%, 54/55: 53.4%, hvorefter det i nogle år faldt til hhv. 40% og 17% pga. amerikansk films blokade af Danmark, hvorefter det igen steg og nærmede sig de 60%. Dagmars profil afspejler således ganske godt den generelle amerikanske dominans i biografudbuddet. Men i årene efter blokaden, som Dagmar var en af de drivende kræfter i at få opløst, eksploderede amerikansk film i Dagmar.
Fordelt over årene 1954-60, før, under og efter blokaden, ser udbuddet fordelt på lande således ud for Dagmar:
Dagmars repertoire fordelt på oprindelsesland og år for perioden 1954-60
Også for Dagmar satte blokaden således sine spor: ingen amerikanske film i 1956 og kun 3 i 57 for derefter at eksplodere i 1959 og 60.
Blokaden var forårsaget af de store amerikanske selskabers krav og forhøjelse af filmlejen fra 30 til 40% af billetindtægten. Danske distributører og især biograferne satte sig imod, med henvisning til forlystelsesafgiften, der i forvejen pressede branchen og billetpriserne. Forlystelsesafgiften var for biografer blevet sat op fra 40 til 60% af nettobilletprisen. Blokaden blev etableret i maj 1955, men en række film var dog allerede programsat og først i 1956 mærkede man for alvor følgerne. Blokaden skabte splid i det danske biografmiljø, og sagen blev sat på spidsen, da Mogens Fisker fra den nyetablerede Villabyernes Bio offentligt foreslog, at han ville rejse til Paris og forhandle med repræsentanter for de amerikanske selskabers organisation MPEA, Motion Pictures Export Association. Den fælles front var i fare, ikke mindst fordi det stod klart, at nogle biografer ville kunne betale den højere leje uden de store problemer. Resultatet blev en splittelse, hvor otte biografer fulgte Villabyernes Bio, herunder Dagmar, og i februar 57 underskrev de en aftale med MPEA. Fra juni samme år kom der igen amerikanske film, i hvert fald i de biografer der var drevet af udbryderne. Dagmar havde sin første amerikanske premiere med Otto Premingers Carmen Jones d. 1. juli.
Dreyers forkærlighed for amerikanske film
Går vi lidt tættere på repertoiret for at se på, hvilke film og instruktører der fandt nåde for Dreyers øjne, kan vi konstatere, at det typisk var de gedigne amerikanske instruktører, der stod på plakaten. Navne som Otto Preminger (4 film), Martin Ritt (5), Vincente Minnelli (5 film), Elia Kazan (5), Richard Brooks (3), John Ford (3) foruden Joseph Mankiewicz (3), William Wyler (3), Stanley Kubrick (2), John Houston (2), Robert Rosen (2) samt repremierer på en række film af bl.a. Chaplin (4), George Cukor (3) og George Marshall (3).
Med en bred pensel og uden at gå i detaljer om den enkelte film kan man godt tillade sig at hævde, at der er tale om navne, der typisk borger for gode og solide kvalitetsfilm, som ikke gik af vejen for også samtidig at være brede og underholdende.
Går vi endnu tættere på, er det nok så bemærkelsesværdigt, hvad der ikkekommer op i Dagmar, for eksempel af de omtalte instruktører. For Kazan gælder det hovedværket On the Waterfront/ I Storbyens havn (54) om arbejdskamp og forræderi, for Preminger In Harms Way/ Den første sejr (65) om Stillehavskrigen og angrebet på Pearl Harbour og for Kubrick et tidligt hovedværk som Path of Glory/ Ærens vej (57) med første verdenskrig som ramme. De to krigsfilm finder andre kanaler og bliver vist i henholdsvis Palads og Alexandra. Det er også værd at bemærke, at de tre film af John Ford ikke inkluderer westernhovedværkerne The Searchers/ Forfølgeren og The Man Who Shot Liberty Valance/ Manden der skød Liberty Valance (62). De to genrefilm finder vej til Saga, som var en genrebiograf.
Når der var tale om nye amerikanske navne som f.eks. Kubrick, så fandt en tidlig genrefilm som The Killing/ Det store gangsterkup (59) vej til genrebiografen Bristol, og hvad Arthur Penn angår, så er det historien om den blinde og døvstumme Helen Keller – The Miracle Worker/ Helen Kellers triumf (62) der kommer op i Dagmar og ikke den narrativt avantgardistiske ny-bølgeinspirerede Mickey One, eller sydstatsdramaet The Chase/ Den djævelske jagt (66). Genrefilm og de mere eksperimenterende film var ikke en del af Dagmars repertoire.
Det franske udbud
Ser vi på de franske film på repertoiret, er det helt markant de ældre hæderkronede navne, der dominerer: Jean Renoir, Julien Duvivier, Claude Autant-Lara, André Cayatte. Dette bliver så meget desto mere slående, når det kan konstateres, at det historieskabende gennembrud, der ændrede filmkunsten for altid, den franske nye bølge, var markant fraværende i Dagmars repertoire. Jean-Luc Godard er slet ikke repræsenteret, Claude Chabrol kun med Landru/ Er det synd at myrde kvinder? (62) - historien om den historiske kvindemorder, som også Chaplin lod sig inspirere af i Monsieur Verdoux - og Francois Truffaut alene med Jules og Jim (61), den smukke, romantiske og tragiske ménage a trois-historie. Man kan godt tillade sig at se netop disse to udvalgte film som udtryk for et personligt valg, Dreyers eget oeuvre taget i betragtning.
Samtidig kan man konstatere, at enten havde Dreyer ikke sans for det nyskabende i den nye bølge, eller også fandt han måske, at denne type film ikke hørte til i en fin centrumsbiograf som Dagmar. I hvert fald var det andre biografer, den unge generation af filmentusiaster strømmede til: især Carlton på Vesterbro og Alexandra i centrum.
De italienske film
Det samme mønster ser vi omkring de italienske film. Fellini er godt nok repræsenteret med hhv. 8½ (63) og Il Bidone/ Krapyl (55), men Antonioni kun med den engelske produktion Blow-Up (67). Hovedvægten ligger på ældre navne som Luigi Comencini, Alberto Lattuada og Vittorio de Sica, der i perioden typisk arbejder i komediegenren initieret af Comencinis succes med Pane, Amore et fantasia/ Brød, kærlighed og Fantasi (53) – film, der leverede varen, hvad angår den stereotype forestilling om landet og befolkningen.
Syv danske film på 16 år
Kun syv danske film fandt nåde for Dreyers øjne: de to han selv instruerede, Henning Carlsens hovedværk Sult (66) og efterfølgeren Mennesker mødes og sød musik opstår (67) samt problem- og debatfilm om tidens ungdom Ung Leg (56) af Johannes Allen, En blandt Mange (61) af Astrid og Bjarne Henning-Jensen samt Hagen Hasselbachs mærkværdige komedie Panik i Paradis (60). Valget af danske premierer kan naturligvis hænge sammen med, at produktionsselskaberne også havde deres egne biografer og ikke ønskede at sætte deres film op andre steder, men som det er tilfældet med en stor del af det øvrige repertoire, gælder det også her, at der er tale om i hvert fald semi-seriøse debatfilm med fokus på et problem.
Det er selvsagt ikke rimeligt at drage drastiske konklusioner på et repertoireudvalg, der kan være underlagt mange restriktioner i forhold til, hvad man får tilbudt, hvem man har som samarbejdspartnere, hensynet til biografens profil og renommé m.m. Men alligevel: vurderet på udbuddet kan man ikke sige, at Dreyer som biografdirektør var den, der gik nye veje. Han har ikke været den, der har opsøgt nye strømninger og navne, har ikke satset på at præsentere den nye filmkunst, der lige netop midt i hans periode som direktør satte en helt ny dagsorden for, hvad film kunne være. Det gælder de nye franske navne, de italienske, ja den bølge, der også gav dønninger i Sverige med Bo Widerbergs film og i østeuropæisk film med Jiri Menzel, Milos Forman, Duzan Makavejev m.fl. Dreyer var som biografdirektør absolut ikke, ’hvad man måske kunne vente af ham – udelukkende til tunge eller alvorlige film’. Men han havde heller ikke som biografdirektør en profil, som matchede det, der kendetegner den kompromisløse, egensindige og enestående filminstruktør.
Dreyer døde den 20. marts 1968, og igen skulle der opslåes bevilling til Dagmar. Denne gang skulle det afgøres af det nyoprettede kulturminsterium, ikke i Justitsministeriet. Ifølge dagspressen var der igen en talrig skare af ansøgere, heriblandt igen Mogens Skot-Hansen, som var direktør for kortfilmselskabet Laterna Film, filminstruktørerne Jørgen Roos og Henning Carlsen, foruden LO, fagforbundenes samvirke og AOF, Arbejdernes Oplysnings Forbund. Man valgte at følge den tradition, der var blevet indledt med valget af Carl Th. Dreyer 16 år tidligere: bevillingen gik til en markant spillefilminstruktør, Henning Carlsen.
I 1972 blev bevillingssystemet ophævet i Danmark.
Note.
Oversigten over Dagmars repertoire er baseret på premiereprotokollerne ført af Det Danske Filmmuseum. De er i dag en del af DFIs samlinger.
Af Dan Nissen | 23. maj