Med Præsidenten fik Dreyer i 1918 mulighed for at prøve kræfter med rollen som instruktør. Dreyer havde siden 1913 været ansat i Nordisk Films Kompagnis manuskriptafdeling, og det var Dreyer selv, der pressede på for at stige et trin op ad rangstigen fra manuskriptforfatter til instruktør. 31. oktober 1917 skrev han til Nordisk Films direktør Harald Frost (1884-1942):
"Man siger jo, at naar en Mand har været 5 Aar paa en Post, maa man enten lade ham avancere eller ogsaa kassere ham. Mon ikke mine 5 Aar er omme? (...) – Jeg vil bede Dem tænke over det og give mig Deres ærlige Svar" (Se "Dreyer til Frost, 31/10-17").
Tidspunktet for Dreyers henvendelse var velvalgt. Nordisk Films velsmurte filmfabrik og internationale forretningsnetværk var begyndt at krakelere, og selskabets direktion var i gang med at reorganisere sin filmproduktion, hvilket åbnede en mulighed for Dreyer.
1906: Nordisk Film grundlægges
Nordisk Film blev grundlagt af biografejer Ole Olsen (1863-1943) i 1906. Ole Olsen valgte det rette tidspunkt, for filmbranchen oplevede i disse år et gigantisk opsving, da det nye medie gik fra at være et underholdningsindslag på markeder og varieteer til at blive bofast. Små biografer, oftest indrettet i tidligere butikslokaler, skød op som paddehatte i de fleste storbyer og efterspørgslen på film var enorm. Helt fra begyndelsen satsede Ole Olsen på salg til udlandet, og inden 1908 havde Nordisk Film etableret filialer i Berlin, London, Wien og New York.
1910-14: Lange film og voldsom ekspansion
I starten af 1910'erne omlagde Nordisk Film som det første af de internationale filmselskaber sin produktion til lange film. Kotumen i filmbranchen havde været, at filmene ikke måtte være længere end, hvad der kunne være på en filmspole, mellem 5 og 12 minutter. Filmen Den hvide Slavehandel (1910) blev Nordisk Films første lange film på 603 meter (ca. 35 minutter), og allerede i 1913 producerede selskabet med filmen Atlantis en film på over to timers varighed.
Omlægningen til lange film betød en helt ny organisering af selskabets filmproduktion. Der blev etableret en manuskriptafdeling, der ud fra klare retningslinier med hensyn til indholdet af filmene og censurreglerne på de enkelte markeder skulle forsyne selskabets instruktører med manuskripter. Fra at have arbejdet med et produktionshold fik Nordisk Film en fast stab af instruktører, fotografer, skuespillere, håndværkere m.m., der var ansat i optagelsessæsonen. Selskabet udvidede optagelseskapaciteten, og man kunne nu filme på fem scener af gangen. Nordisk Films produktion toppede i 1915 med 174 film, hvoraf 96 var lange spillefilm, hvilket stort set svarer til, at Nordisk Film færdiggjorde optagelserne til to spillefilm om ugen. Nordisk Films centralt styrede og afdelingsopdelte filmproduktion foregreb på mange måder den produktionsform, Hollywood senere skulle få stor succes med. Det var ikke uden grund, at Valbystudierne efter reorganiseringen blev omtalt som ’Filmsfabrikken.’ Som 1. Verdenskrig skred frem lukkede flere og flere eksportmarkeder sig for selskabet. Forudsætningen for at opretholde den store produktion forsvandt og Nordisk måtte ændre sin strategi.
Krisen kradser – færre film og fyringer
I foråret 1918, mens verdenskrigen stadig rasede, indførte Ole Olsen et nyt sæt ’Arbejdsregler for Optagelsesteatrene,’ der tog højde for de store ændringer i afsætningsforholdene – produktionen skulle reduceres. Allerede i 1917 var man begyndt at afvikle manuskriptafdelingen. Instruktørerne skulle ifølge de nye regler enten selv fremskaffe et manuskript eller vælge ét blandt de ubrugte manuskripter i manuskriptafdelingens arkiv. Valget af manuskript skulle dog endeligt godkendes af Ole Olsen personligt. Det økonomiske ansvar blev også lagt ud til instruktøren, der selv skulle udarbejde produktionsplan og budget samt stå til ansvar for eventuelle overskridelser. Med den dalende produktion valgte direktionen at skille sig af med det faste kompagni af skuespillere, og instruktørerne måtte selv engagere skuespillere til den enkelte produktion. Det er blevet fremhævet, at Dreyer både med Præsidenten og Blade af Satans Bog brød med Nordisk Films produktionspolitik ved ikke at vælge skuespillere fra selskabets faste kompagni, men dette bunder altså i selskabets nye arbejdsregler. Det var i denne brydningstid, hvor også flere af Nordisk Films faste instruktører forlod selskabet, at Dreyer ytrede sit ønske om at blive instruktør og fik chancen.
Præsidenten – Nordisk satser nyt
Dreyer valgte et manuskript fra manuskriptafdelingens arkiv – en bearbejdning af den østrigsk-tyske forfatter Karl Emil Franzos’ roman Der Präsident fra 1883. Valget af Franzos’ roman var nærliggende. Dreyer repræsenterede som litterær agent forskellige forfattere, blandt dem Franzos’ enke Otillie, og Dreyer havde i juni 1916 solgt romanrettighederne til Nordisk Film. Optagelserne af filmen foregik over sommeren 1918 i Nordisk Films studier i Valby og i Visby på Gotland. Filmen lå færdigklippet i august, men fik først dansk premiere i februar 1920.
Dreyers debutfilm adskilte sig fra den gængse Nordisk Film-produktion, blandt andet i brugen af enkle og symbolladede dekorationer. Selskabets distributører og filialer tog ikke godt imod Præsidenten, hvilket fremgår af Nordisk Films distributionsprotokol. Fotorama, der stod for afsætningen i Skandinavien, rapporterede til Nordisks ledelse: ”Vi tror ikke, det bliver nogen Publikumsfilm. Vilde ikke have købt den fra et andet Selskab”, og Nordisk Films filial i London kunne konstatere: ”Value Nil. From our point of view this is a miserable and improbable story (...) there is nothing whatever to recommend it to exhibitors.” Trods de negative udtalelser blev filmen alligevel solgt i 42 kopier på verdensplan, hvilket var omkring dobbelt så mange, som gennemsnitligt blev solgt af selskabets film det år.
Blade af Satans Bog – Dreyer satser alt
Trods den dårlige økonomi satte Nordisk Film i slutningen af 1918 Dreyer i gang med forberedelserne til endnu en film, den ambitiøse Blade af Satans Bog. Den amerikanske instruktør D.W. Griffiths monumentale film Intolerance (1916) havde haft dansk premiere i 1918, og dens form, hvor der bliver parallelklippet mellem fire forskellige fortællinger, som foregår i fire forskellige historiske perioder, var forbilledet for Dreyer. Manuskriptet til filmen var igen et, Dreyer kendte fra sin tid i Nordisk Films manuskriptafdeling. Filmens forfatter Edgar Høyer havde siden 1913 i flere omgange forsøgt at få manuskriptet afsat til Nordisk Film, og Dreyer mente, at Høyers manuskript var ”det bedste Manuskript, Nordisk Films Kompagni nogensinde havde haft i sine Hænder.” (Se "Dreyer til W. Stæhr, 23/3-19").
Blade af Satans Bog var en storproduktion med et budget på 120.000 kr., men Dreyers mål var at lave et enestående værk, der kunne sætte nye standarder for dansk film. Før optagelserne skulle gå i gang, skrev Dreyer til Nordisk Films direktion og insisterede på, at filmen ikke kunne laves billigere end for 230.000 kr. Der kunne ikke gås på kompromis, og Dreyer stillede et ultimatum: Hvis ikke Nordisk Film kunne imødekomme Dreyers økonomiske krav, havde han et svensk selskab på hånden, der var villige til at overtage filmen, manuskriptet og de kostumer, dekorationer og rekvisitter, der allerede var fremstillet og gennemføre optagelserne i Sverige (jvf. ovenstående brev). Ole Olsen svarede personligt Dreyer og pointerede, at Dreyer selv havde
indvilliget i at lave filmen for 120.000 kr. Det kunne ikke komme på tale at forhøje beløbet til det dobbelt, men Ole Olsen vil strække sig til at forhøje filmens budget til 150.000 kr. og mindede om, at hvis Dreyer stadig stod stejlt på sine krav, måtte selskabet gøre ham ansvarlig for følgerne (Se "fra Ole Olsen til Dreyer, 24/3-19").
Efter at have konfereret med sin sagfører erkendte Dreyer, at han var forpligtet til at instruere filmen, og han ville samtidig ikke udsætte sig for et erstatningsansvar på 70.000-100.000 kr. I sit svar til Ole Olsen skrev Dreyer:
"Jeg bøjer mig altsaa for Generaldirektørens Vilje og gaar ind paa at lave Filmen, saaledes som De ønsker den, idet jeg dog højtideligt frasiger mig ethvert Ansvar for den færdige Film" (Se fra "Dreyer til Ole Olsen, 25/3-19"). Dreyer måtte senere æde udtalelsen om, at han fralagde sig ansvaret for den færdige film i sig (Se "Dreyer til Ole Olsen, 26/3-19"). Om Dreyer virkelig havde et svensk selskab på hånden, der var parate til at overtage produktionen, er tvivlsomt.
Dreyer forlader ’Den døde by’
Optagelserne af Blade af Satans Bog blev Nordisks sidste i sæsonen. I september 1919 opsagde Nordisk sit personale. ”Paa nær et Par Mand, jo til lige at holde det altsammen ved lige ude i Valby,” fortalte Ole Olsen til pressen, der nu omtalte Filmsfabrikken som ”Den døde by.” I starten af oktober var filmen færdigklippet, men ligesom med Præsidenten kom der til at gå et par år før den fik dansk premiere. Blade af Satans Bog blev iflg. Nordisk Films distributionsprotokol solgt til mindst 15 lande. Trods Dreyers forsøg på at presse budgettet op på Blade af Satans Bog og hans senere polemiske udfald mod Nordisk Film i artiklen Svensk Film, bevarede han et venskabeligt forhold til selskabets direktør Harald Frost, og Dreyer var faktisk blandt de instruktører, Nordisk Film overvejede at engagere i sæsonen 1926.
Strandede forhandlinger og kortfilm
I 1942 vendte Dreyer tilbage til selskabet for en kort bemærkning. Her lavede han kortfilmen Mødrehjælpen – efter 10 års filmpause. Målet var at få et spillefilmprojekt igennem hos Nordisk Film, og kortfilmen skulle bevise, at Dreyer var i stand til at overholde et budget og en produktionsplan. Forhåbningerne om at få en spillefilm i produktion hos Nordisk Film blev dog ikke indfriet. Dreyer forhandlede med selskabets ledelse om Vredens Dag det meste af et år, men direktør Holger Brøndums definitive afslag kom i september 1942:
”Grunden til at ”Vredens dag” henlægges foreløbig kan vel mest søges i Dreyers Person; han er saa specielt særpræget som i Stumfilmstiden, fortaber sig i Petitesser – ingen af os har længere tro paa, at han kan lave noget andet end en Eksperimentalfilm, saa sær og saa absurd som hans sidste Stumfilm”.
Dreyer var i årene efter – via sit engagement hos Dansk Kulturfilm – involveret i yderligere et par kortfilm for Nordisk Film: De nåede færgen (1948 – instruktion og manuskript), Statsradiofoniens barndom (1949 – bearbejdning) og Rønne og Nexøs genopbygning (1954 / optaget i 1945 – manuskript).
Af Isak Thorsen | 19. maj