Gertrud blev modtaget af to omgange. Verdenspremieren blev henlagt til Paris 18/12 1964, hvortil også anmelderne fra de danske aviser sad bænket, dels for at komme med en førstehåndsanmeldelse og dels for at rapportere fra den store begivenhed: en Dreyer-film efter 10 års pause. Edvin Kau opsummerer begivenheden i sin Dreyer-monografi (1989):
”Verdenspremieren på ”Gertrud” den 18. december 1964 i Paris blev en skandale. En stor del af den franske presse og det øvrige publikum ved presseforestillingen om eftermiddagen opførte sig ubehøvlet. Teknikken i den nye biograf, der i øvrigt dårligt nok var blevet færdigindrettet til forestillingen, strejkede. Filmen gik i stå flere gange, underteksterne var ulæselige – og spolerne blev sat på i forkert rækkefølge. Irritationen over uheldene blev overført til filmen, man lo og sukkede og hyssede over en fortællestil, som man stod uforberedt overfor, ikke forstod og fandt for patetisk. De første reaktioner og skriverier var derefter. Selvovervurderende parisiske journalister nedgjorde filmen og hængte på det mest perfide Dreyer ud som senil. De udsendte danske kritikere skrev sporenstregs hjem om katastrofen og den trykkede stemning ved aftenens gallapremiere og om, hvor forfærdelig tung og næsten ulideligt patetisk filmen var”.
Modtagelsen i Paris
Anmeldelserne var at læse i de danske aviser dagen derpå under overskrifter som ”Dreyer har valgt forkert” (Anders Bodelsen, Information), ”Katastrofe i Paris – Forsent og forgæves (Jens Kruse, Jyllands-Posten), ”Ingen vil have din kærlighed” (Harald Engberg, Politiken) og ”Desværre mislykkedes det helt” (BRIS = E. Chr. R. Bernhardsen, B.T.). Generelt klandres filmen for det stive skuespil, et slæbende tempo, en ’gammeldags’ teatralsk dialog og epilogen, som i de flestes øjne virkede komisk. Selv den danske ambassadør i Paris, Eyvind Bartels, fik en besk kommentar trykt i Kristeligt Dagblad, hvor han bl.a. skrev om filmen, at den ”… afslører en veghed i sind og vilje og er ikke tragisk, men latterlig. Filmen er en kæde af fotogravurer fra 1900-tallet, og over den hviler en tåge af selvynk”.
I kontrast til den nationale katastrofestemning stod Bent Grastens anmeldelse i Ekstrabladet. Han hyldede uforbeholdent filmen for netop dens filmiske kvaliteter, kalder den ’fremragende’ og ’underholdende’, og forsvarer filmens langsomhed med følgende ord: ”Den [langsomheden] er ikke realistisk, idet den viser, hvad vi ser. Men den er realistisk, idet den viser, hvad der sker i sindet, i sjælen, i sanserne og følelserne. Derfor er også ”Gertrud” en umættelig spændende film, hvis man straks sætter efter den indre realisme”.
Selv om flere af de især yngre franske anmeldere var stærkt utilfredse med filmen, udtrykte fremtrædende kritikere og filmfolk begejstring og blev selvsagt citeret i de danske aviser. Henri Chapier fra morgenavisen Combat kaldte filmen ’en intellektuel begivenhed’ og betegnede filmen som ’en elegi, hvor lykke veksler med sorg’. Han skriver, at Dreyer har evnet at give filmen en art japansk symbolik, og at ’den er så vidt forskellig fra en almindelig film som en messe af Mozart er fra en landsbymesse’ (citeret i adskillige aviser, bl.a. Berlingske Tidende 23/12 1964). Jean de Baroncelli fra Le Monde understregede, at filmen ved første øjekast kunne synes banal, men at den skulle ses to gange. Han kaldte filmen ’den mest hemmelighedsfulde, den mest mystiske’ af Dreyers film og fremhævede filmens ’mystiske aura, som gennemtrænger vort væsens hemmeligste egne’ (Aktuelt, 24/12 1964).
Godt et år senere, i februar 1966, kunne man i det franske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma læse, at 26 ud af 48 franske filmfolk havde valgt Gertrud blandt det forgangne års 10 bedste film.
Den danske premiere
14 dage senere, d. 1/1 1965, fik Gertrud Danmarkspremiere. Paris-premieren havde med sin heftige kritik selvsagt taget brodden af ’katastrofen’, og selv om der måske ikke direkte var tale om trængsel ved håndvasken, så var modtagelsen, dvs. kritikken af filmen, om ikke mere afdæmpet, så i hvert fald mere nuanceret. Publikum var splittede, men en del lod sig gribe af filmen – ikke mindst kvinderne – hvilket også fremgår af den enorme debat, filmen efterfølgende skabte i dagbladende.
Den italienske mesterinstruktør Michelangelo Antonionis udtalelse, efter at have set Gertrud under et besøg i Stockholm, indrammer på mange måder den udbredte reaktion på filmen:
”Gertrud er for mig en gåde. Det er en film, latterlig eller sublim. Jeg kan slet ikke bedømme den. Man kan ikke i en halv time overvære en samtale mellem italienske filmfolk, uden at Carl Th. Dreyers navn nævnes i en eller anden forbindelse. Hans film har enorm betydning for de mennesker, der her skaber film, er med til at skabe film eller skriver om film” (Politiken, 25/6-1965).
Som adskillige af Dreyers tidligere værker satte Gertrud og den blandede modtagelse gang i en større debat i aviser og tidsskrifter. Der var i flere uger indlæg, læserbreve, kronikker, svar og modsvar, som under én hat blev kaldt ’Gertrud-debatten’. Der blev skrevet indlæg af Bettina Heltberg, Elsa Gress, Eske Holm, Elisabeth Amdisen, Hanne Kaufmann, Jørgen-Richard Lund, Chr. Braad Thomsen, Werner Thierry, Eva Bendix, Lennart Toft, Clifford Wright, Erik Ulrichsen og mange, mange flere. En enkelt skribent, der tilsyneladende ikke har kunnet få sit indlæg i aviserne, valgte at udsende det i et privat tryk, formuleret som en personlig henvendelse til ’Fru Gertrud’: Carl Th. Dreyers film ”Gertrud”. En kommentar. Privat tryk. Efteråret 1965.
Af Lisbeth Richter Larsen | 09. april 2010