Michael, en filmatisering af Herman Bangs roman af samme navn, handler om en berømt kunstner, kaldet Mesteren, og hans kærlighed til Michael, en ung mand, der er hans model og protegé. Mesteren påtager sig at male grevinde Zamikows portræt, men han kan ikke fange udtrykket i hendes øjne; det kan derimod Michael, der har forelsket sig i hende. Gang på gang misbruger Michael Mesterens tillid, men Mesteren tilgiver ham igen og igen. Mesteren martres af ensomheden og Michaels selviskhed, men skaber et sidste storslået maleri, inden han dør med ordene: ”Nu kan jeg dø roligt, for jeg har set en stor kærlighed”. Michael formår ikke at befri sig fra grevindens favntag længe nok til at besøge hans dødsleje.
Denne raffinerede film udspiller sig i rigt udsmykkede interiører, fyldt med ekstravagante kunstgenstande. Dreyer havde et stort budget og UFAs topmoderne studiefaciliteter til sin rådighed, og i Karl Freund en af tidens allerdygtigste filmfotografer. Men samtidig er Michael et kammerspil, der skildrer nogle få mennesker og deres forhold til hinanden. Alt det væsentlige forbliver usagt; Dreyers kamera lader blikke, ansigtsudtryk og genstande fortælle. Arbejdet med skuespillerne var for Dreyer det afgørende: at lede dem til at give nuancerede og præcise følelsesskildringer, som så kunne fanges i nærbilleder.
Filmen blev godt modtaget i både Danmark og Tyskland, hvor især Dreyers danske instruktørkollega Benjamin Christensen høstede anerkendelse for sin rolle som Mesteren. I Frankrig blev den imidlertid ikke vist, og kommercielt set har den bekostelige prestigeproduktion næppe været en succes. Selv om det homoerotiske aspekt af forholdet mellem Mesteren og Michael kun er antydet – Dreyer fanger her tonen i Bangs roman præcist – gav det i hvert fald i USA anledning til skarpe afvisninger af filmen. Ikke desto mindre synes filmen at have været Dreyers foretrukne af de film, som han lavede inden La Passion de Jeanne d’Arc.
CASPER TYBJERG